”Mozhda” betyder godt nyt, og det er lige, hvad juli måneds nyhedsbrev handler om. Der har aldrig før været en afghansk, kristen tv-kanal, ledet af afghanske kristne. Men det kommer der snart, bl.a. takket være Norea-venner som dig. Mozhda TV bliver fra oktober tilgængelig for alle afghanere 24 timer i døgnet, og kanalens mål er at række ud til alle landets forskellige etniske og sproglige grupper.
En samlet stemme
”Afghanistan har desperat behov for at høre evangeliet. Men landet er sprogligt delt og svært at nå, og afghanske kristne har manglet en samlet stemme i form af deres egen tv-kanal, hvor de kan give udtryk for Kristi kærlighed på deres egne modersmål, deriblandt pashto, dari, hazaragi og andre minoritetssprog.” Det siger lederne af Afghan Christian Media Network (ACMN), som står bag Mozhda TV, og tilføjer: ”Mange har bedt for sådan en kanal i årevis.”
I oktober 2025 mødtes en række kristne medieorganisationer og andre internationale partnere med fokus på kristent arbejde i Afghanistan, i Grækenlands hovedstad Athen, for at diskutere mulighederne. Resultatet blev stiftelsen af ACMN og Mozhda TV. Kanalen har derfor en bestyrelse bestående af afghanske, kristne ledere fra bl.a. USA, Canada og de nordiske lande.
Internettets begrænsninger
”Der findes allerede flere organisationer, der arbejder med at bringe evangeliet til afghanerne på forskellige sprog via sociale medier,” medgiver ACMN, ”men internettet har sine begrænsninger i Afghanistan, dels på grund af hvor dyrt det er for den enkelte at være online, men også fordi internettet kan overvåges og blokeres af regeringen.” Dette er ikke tilfældet for satellit-tv. Derfor vil en satellit-tv-kanal gøre en stor forskel. Mozhda TV vil dog også være tilgængelig via de sociale medier for afghanere i alle andre dele af verden.
Særligt fokus på kvinder, unge og børn
Det er ACMN’s håb, at ”afghanske kristne må blive anerkendt og deres identitet som gruppe styrket gennem Mozhda TV – både som afghanere og som efterfølgere af Jesus Kristus. Derudover sigter vi bredt på at opfylde missionsbefalingen ved at nå ud til lokalsamfund og familier, med særligt fokus på kvinder, unge og børn. Vi ønsker at støtte de kristne i deres åndelige vækst, og håber at være et godt eksempel for det afghanske folk, til gode for hele samfundet.”
Din støtte gør en evig forskel
I Norea tror vi på projektet Mozhda TV, og derfor er vi i færd med at indgå officielt partnerskab med ACMN. Men det er ikke gratis at sende satellit-tv. Vi håber, at du fortsat har lyst til at støtte Noreas arbejde, både i forbøn og økonomisk, og at du vil bede sammen med os om, at Mozhda TV får de nødvendige resurser og ansatte til at begynde at fortælle Afghanistan om Jesus fra præmieredatoen den 24. oktober.
De bedste hilsner
Lea Brøgger Detlevsen, informationsmedarbejder


