Dag 15: UIGHURERNE

4. marts

Soliha voksede op i et traditionelt, muslimsk hjem i Centralasien, men følte sig tæt på Gud. Hun talte til ham med en følelse af, at hun kendte ham. Da Sovjetunionen blev opløst og hendes hjemland uafhængigt, arrangerede muslimske missionærer undervisning for piger i Koranen og Hadith. Til at begynde med var Soliha begejstret, men snart begyndte hun at tvivle på, at den Gud, hun syntes hun kendte, var den samme, som hun lærte om i undervisningen.

Da hendes familie blev venner med en kristen familie, protesterede hun i begyndelsen. Alle vidste, at kristne var amoralske! Men hun blev fascineret af, hvordan denne familie fulgte Gud. De havde adgang til Gud når som helst og hvor som helst, uanset om deres kroppe var rene eller ej. Jesu lære om at velsigne og ikke forbande og om at elske sine fjender mindede mere om den Gud, hun følte, at hun altid havde kendt. Det tog næsten tre år, men til sidst tog Soliha imod det nye liv i Kristus.

På trods af sine klassekammeraters hån ønskede Soliha inderligt, at andre muslimer skulle opdage, at der var en kærlig Gud at finde gennem Jesus Kristus. Hun opdagede, at dette var en svær vej at gå, da hun en dag blev arresteret, mens hun vidnede, og blev tilbageholdt en tid i fængslet. Men oplevelsen forberedte hende blot til det tidspunkt, hvor Gud lagde hende uighurerne på hjerte, og hun besluttede at flytte til det nordvestlige Kina.

Idet hun selv kom fra en lignende kultur, kunne Soliha træde ind gennem døren hos en familie og få minutter senere være i gang med at rulle lagman – en traditionel nudelret – sammen med hustruen. Andre gange gik hun på café for at spise, for så at finde sig selv i køkkenet, i færd med at vidne for kokken og det øvrige køkkenpersonale. Soliha glædede sig over, at hendes muslimske baggrund gav hende så frugtbar en indgang hos hendes nye venner blandt uighurerne.

Forslag til bøn

  • Bed Gud om at udfri uighurerne fra den lidelse, de har oplevet i mange forskellige lande.
  • Bed om, at kristne som Soliha må række ud i kærlighed til uighurer over hele verden.
  • Bed om stor udbredelse af bibelske skrifter og andet kristent materiale på uighurisk.

Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.
— Ef 2,19