Dag 18: BANGLADESH

7. marts

For fem år siden flyttede Rupal og hans bror til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, i deres søgen efter arbejde. De fandt et betaleligt sted at bo sammen med fem andre mænd i en lille lejlighed. En af værelseskammeraterne virkede anderledes, og Rupal troede først, det var fordi han kom fra en anden region. Aarav (‘Fredfyldt’) var en rolig og venlig person, der aldrig talte dårligt om nogen andre. Men så fandt Rupal ud af, at denne mand læste Injil (Det Nye Testamente) jævnligt.

Rupal forsøgte at tale Aarav fra at læse den bog. Men Aarav sagde til ham at den ikke var som andre bøger. “Injil læser dig!” sagde han. “Når du læser det, er det som om det er en person, der taler til dig, en person som kender dig godt.”

Det måtte Rupal undersøge nærmere. Aarav gav ham lov til at læse i sit Injil når som helst. Snart opdagede Rupal at han læste mere og mere i det. Og Aarav havde ret. Injil kunne læse Rupal.

I Matthæus 5-7 fandt han det smukkeste, han nogensinde havde hørt. Dette var den sande vej! Jesus underviste med autoritet, ikke som andre lærere. Han viste os den lige vej til Gud: at tilgive vores fjender og adlyde Gud, ikke mennesker. Rupal forstod, at han havde brug for Jesus.

Nogen tid senere begyndte Rupals bror også at følge Jesus. Nu er de syv mænd der følger Jesus og læser Injil sammen. De viser hinanden og mennesker omkring sig kærlighed. Og når de rækker ud til det bengalske folk, viser de dem at Injil ikke er blevet ændret, men at det er den vidunderlige bog, der læser dig!

Forslag til bøn

  • Råb til Gud for de flere end 135 millioner bengaler som er en af de mindst nåede folkegrupper i verden.
  • Bed om, at Aarav, Rupal og de andre må erfare Guds visdom, magt og beskyttelse.
  • Bed om, at bibelstudiegrupper blandt bengalierne må udvikle sig til kirker, der ærer og lovpriser Jesus.

Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.
— 2 Kor 3,18