Dag 28: BOZO-FOLKET I MALI

17. marts

Som ung mand af bozo-folket var Ibrahima vant til at fiske og vade gennem rismarker. Han kom til hovedstaden i søgen efter eventyr og en måde at tjene penge på, så han påtog sig den anstrengende opgave at hoppe ud fra en båd om natten og hale spandevis af sand til cementfremstilling op fra flodsengen. Da han mødte Marie, som underviste i læsning, var han ikke interesseret i Jesus, men han var ivrig efter at lære at læse, eftersom han havde modtaget meget begrænset undervisning tidligere. Samtidig med at Marie lærte ham at læse, delte hun også bibelhistorier med ham. Da han hørte Guds ord med sine egne ører, kom han til tro på Jesus og valgte at følge ham.

“Før kunne jeg ikke sove om natten,” sagde Ibrahima. “Jeg var ængstelig over livets bekymringer. Men så snart, jeg kom til Jesus, fandt jeg fred og kunne sove.”

Ibrahimas familie var meget ulykkelige. Hvis de nu kunne få ham gift med den brud, de havde valgt til ham, ville han måske komme til fornuft. Men Ibrahima sagde nej. Hvilken skamfuld situation for familien! Ibrahima ventede i mere end ti år i bøn om at måtte finde en kristen brud – og deres bryllup sidste sommer var en kæmpe fest. Hans familie kom fra nær og fjern, nysgerrige efter at se, hvordan et kristent bryllup foregik.

Ibrahima stråler af glæde og kærlighed til mennesker omkring sig. Kort efter at han kom tro, sprang han ud i tjeneste for Jesus ved at optage kristne radioprogrammer, tale om Bibelen live i radioen, og endda oversætte bibelske skrifter til sit eget sprog til glæde for sit folk. Han har uselvisk vist sin familie kærlighed, så nu respekterer de ham, lytter til ham og kommer endda til ham for at bede om råd.

Forslag til bøn

  • Bed om, at Ibrahima og hans hustrus arbejde blandt bozo-folket må bære megen frugt.
  • Bed om, at åndedyrkelsens højborge må brydes ned, og at kristne bozoer ikke længere behøver være bange for at følge Jesus.
  • Bed for, at de mange bibelresurser, der nu er tilgængelige på tre af bozo-folkets sprog, må blive brugt flittigt og have stor virkning.

Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.
— Matt 4,19