23. februar
For mere end 1800 år siden blev to unge kvinder fra oldtidens Karthago (nutidens Tunesien i Nordafrika) kastet for de vilde dyr i et romersk amfiteater på grund af deres håb i Kristus og modvilje mod at fornægte ham. Perpetua og Felicitas var modige kvinder, som proklamerede deres kristne tro, selv om de hver især måtte sige farvel til deres små børn. Deres og andre nordafrikaneres martyrdød ledte Tertullian til at skrive: “Martyrernes blod er kirkens udsæd.” Trods adskillige århundreders fravær af et kristent vidnesbyrd efter den islamiske invasion i det syvende århundrede eksisterer den samme hellige sæd stadig i vores kristne brødre og søstre i Tunesien i dag.
Da Imen var ung, drømte hun engang, at en pige gav hende en halskæde med et kors på.
Senere fandt hun på uforklarlig vis et eksemplar af Injil (Det Nye Testamente) i sin families hjem, men så det aldrig igen. Hun fortsatte sit liv som normalt, klarede sig godt i skolen og begyndte at arbejde. Hun giftede sig med en god mand. Det var, da et kært medlem af hendes familie døde, at hun blev klar over, hvor skuffet hun var over sin religion. Hun begyndte at tro på, at drømmen, bogen – det hele – pegede på Jesus for hende. Hun søgte oplysninger online og besluttede at følge Kristus.
Som en genklang af Perpetuas ord sagde hun til sin mand: “Du kan skille dig fra mig, hvis du vil, men jeg er en kristen.” Hendes mand elskede hende, men frygtede på hendes vegne. Som månederne gik og han så hende leve sin tro ud – Åndens forvandling og de modige ord, hun vidnede med – satte han også sin lid til Jesus. De begyndte begge at dele deres kristne tro med deres familier.
Forslag til bøn
- Bed for, at flere familier må vælge at følge Kristus sammen, og for at menigheder må mødes i deres hjem.
- Bed om, at de tunesiske kristnes forhold til Jesus må vokse sig nært og stærkt, så de bevares gennem forfølgelser.
- Bed om, at hver eneste kristen i Tunesien må opleve den vedvarende glæde, det er at dele deres vidnesbyrd og evangeliet med andre.
Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.
— Ef 2,19
