De ville dræbe min far men begyndte at læse i Bibelen
Illustrationsfoto - Envato Elements

De ville dræbe min far men begyndte at læse i Bibelen

Kære Norea-ven

”Kærlighed er fundamentet for vores tro. Ikke bare kærlighed som en følelse, men kærlighed der viser sig i handling; den slags, der giver mad til de sultende og håb til de sørgende. Som tilgiver fjender.”

Disse ord er et uddrag af en besked til Noreas partner SAT-7 fra en nu 19-årig kvinde, Armita*, som helt konkret og personligt ved hvad, det vil sige at have fjender. Hun er født ind i en kristen familie i Afghanistan, har tilbragt størstedelen af sin barndom og teenagetid i Tadsjikistan, og bor i dag i sikkerhed for sin og familiens forfølgere i et vestligt land. Gennem alle prøvelserne har SAT-7’s udsendelser været en afgørende støtte, hvor Armita har kunnet hente nyt mod i Kristus, styrke sin tro og være i kontakt med andre kristne.
”Armitas beskeder til SAT-7 gennem årene har rummet dyb bibelsk indsigt og vidnesbyrd fulde af håb,” skriver en medarbejder – et smukt eksempel på, at mediemission ikke altid kun går én vej.

Gud forhindrede afrejsen

Familien flygtede i sin tid fra hjemlandet på grund af den omfattende kristenforfølgelse dér. Armitas onkel var blevet dræbt af Taliban for sin tro. Men også i Tadsjikistan levede de i frygt. Bortførelser kom uden varsel; hele familier forsvandt fra den ene dag til den anden. ”I dag kom politiet og bankede hårdt på vores dør, og vi er virkelig bange,” sagde Armita i sommeren 2025. ”Jeg vil ikke tilbage. Jeg vil ikke deporteres, og jeg vil ikke slås ihjel.”
Armitas familie lod sig dog ikke styre af frygten. I stedet rejste de rundt i Tadsjikistan, hvor de forkyndte evangeliet og hjalp nye kristne, som ikke havde nogen kirke eller kristne resurser. Armita sagde, at selv mennesker, som tidligere havde villet dræbe hendes far, begyndte at læse i Bibelen! Selv om familien egentlig ønskede at forlade Tadsjikistan, siger Armita: ”Det virkede hele tiden som om, Herren forhindrede os i at rejse afsted. Som om han sagde: ”Det er endnu ikke tiden for, at I skal forlade dette land.”

Endelig en tryg hverdag

I begyndelsen af 2026 forandrede Armitas liv sig helt. Hun og familien fik endelig mulighed for at forlade Tadsjikistan til fordel for en sikker tilværelse i et vestligt land. Og det skete på lige det rette tidspunkt, da forfølgelsen af de kristne intensiveredes yderligere.
Armita ser nu frem til at begynde på universitetet. ”Jeg er så glad og fuld af taknemlighed overfor Herren,” siger Armita. ”Endelig kan jeg se min familie smile sammen, uden frygt. Og når nogen banker på døren, er jeg ikke længere bange for, at det er nogen, som vil gøre os ondt.”


En kirke, hvor der ikke er nogen kirker

Noreas partner sender kristne tv-programmer til Mellemøsten og Nordafrika via internettet såvel som tre satellitkanaler med hver sin sproglige eller folkemæssige målgruppe. Der er derudover et stort arbejde med at være i kontakt med de tusindvis af seere, der henvender sig med spørgsmål, forbønsemner, vidnesbyrd eller ”bare” for at sige tak. De kristne tv-programmer fungerer som en kirke i de lande, hvor der ikke er nogen fysisk kirke. Takket være dem, bliver mennesker som Armita bevaret i troen – og nye får lov at møde Jesus for første gang.

DU er en del af dette omfattende arbejde gennem Norea. På forhånd tak for enhver gave og hver eneste stund i forbøn.

Med ønske om Herrens velsignelse,
Lea Brøgger Detlevsen, informationsmedarbejder
*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

Cookieindstillinger

Søg