At være kvinde i Centralasien

Nogle steder i Centralasien er der små tegn på en opblødning overfor kristne, men mange steder er det stadig forbundet med stor fare at bekende sin tro offentligt, og vidne om den. Derfor er udbredelsen af Guds ord i Centralasien stadig dybt afhængig af brugen af radio. For via radioen kan folk nemlig lytte med i smug, i bilen eller i hjemmet.

En gang rejste handlende tværs over Centralasien via Silkevejen og medbragte rigdomme og eksotiske varer. I dag rejser mændene fra de såkaldte ”stan-lande” (Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan) til Rusland for at finde arbejde. I mellemtiden bliver kvinderne ladt tilbage og må ”samle brikkerne”. I månedsvis og nogle gange i årevis må kvinderne stå alene med børneopdragelsen og ansvaret for at tage sig af de gamle forældre. Centralasiens kvinder bliver ikke blot ladt tilbage, men de bliver også begrænsede af kulturen og religionen. ”Mange af vore kristne søstre har det svært, fordi deres ægtemænd ikke er kristne,” skriver en ”Kvinder med Håb” (KmH) medarbejder. ”En del kvinder får ikke lov til at gå i kirke. Det er dog nogle, som gør det alligevel, i al
hemmelighed. Mange er ”fanget” i hjemmet og har brug for Guds Ord til at støtte dem. Andre er ældre, syge eller ensomme og har brug for den trøst, som findes i Bibelen.”

Vore KmH-teams bringer denne trøst ud over Centralasien. Selv midt under et stort pres og under forfølgelse finder kvinder tid til at lytte til KmH-programmet. Men ikke nok med det. De finder også forskellige måder, hvorpå de kan dele det håb, de selv har fundet, med andre.

Guds ord, forklædt som skrald

En kvinde tog noter, da hun hørte nogle KmH kvinder fortælle. På trods af faren besluttede hun at dele disse med andre. Hun rev noterne i små stykker og puttede dem ned i sin håndtaske. Da hun blev tjekket ved en grænseovergang, sagde hun, at de små stykker papir blot var noget ”skrald”, som hun havde glemt at smide ud. Men da hun var hjemme igen, satte hun de små lapper sammen. Nu havde hun noterne med de håbefulde ord på ny, som hun kunne bruge til at undervise og opmuntre sine naboer med.

Hvert eneste afsnit af KmH-programmet, som bliver produceret på seks forskellige centralasiatiske sprog, giver kvinder en lille bid kundskab, som de kan bruge i deres dagligdag. Det kan handle om medicinsk behandling, ernæring, husholdning, relationer eller hvad der er mest vigtigt: Det faktum, at hver enkelt kvinde har en værdi i denne verden, og at hun kan få et permanent forhold til Jesus; han som ”holder alle brikker sammen”.

Kilde: Trans World Radio