30 dage i bøn 2022 – dag 25

26. APRIL – DAG 25

Mirpuri-folket i Storbritannien

Folket fra Mirpur-distriktet i det pakistansk-styrede Azad Jammu og Kashmir (AK), er traditionelt søfarende, og dette blev deres første forbindelse til det Britiske Imperium. I 1960’erne blev den store Mangla-dæmning bygget i Mirpur, hvilket oversvømmede landbrugene og fordrev over 100.000 mirpurier. Mange af dem brugte deres kompensation på at rejse til Storbritannien, hvor der var mangel på arbejdskraft. De fleste af immigranterne regnede med at blive i få år, men den omfattende kædemigration har resulteret i, at 70 % af den britisk-pakistanske befolkning nu kommer fra mirpuri-folket. Dette gør mirpuri-pahari til det næstmest talte sprog i Storbritannien.

Mirpuri-pahari er et sprog med lav status uden skriftsprog, men er trods det blevet ualmindeligt godt bevaret gennem generationer i Storbritannien – bedre end det er blevet bevaret dér, hvor det engang opstod. Mirpurierne er sunnimuslimer, men praktiserer en form for folkeislam, der indbefatter frygten for onde ånder (djinn), brug af talismaner og ‘troldmænd’, kaldet pirer.

Kun omkring 30 mirpurier vides at være blevet kristne i Storbritannien i løbet af de seneste 50 år, ud af en befolkning anslået til 900.000. De fleste af dem skjuler deres tro af frygt for afvisning fra deres samfund. Der findes kun en håndfuld kristne i Azad Kashmir, så det synes helt ufatteligt for mirpurierne, at en af deres egne kunne gå hen og blive kristen.

Mirpuriernes fast sammentømrede samfund, selvtilstrækkelighed og langvarige modstand mod evangeliet, betyder at de er blevet forsømt af de britiske kirker. De gemmer sig lige for øjnene af dem, så andre grupper, der er mere lydhøre, løber med opmærksomheden.

 

Hvordan kan vi bede?

  • Bed for udvikling af materialer på lyd, video og sociale medier til at fortælle evangeliet på mirpuri-pahani, både i Storbritannien og i Azad Kashmir. (Hebr 4,12)
  • Bed om at de britiske kirker må få øje på og velsigne de mange mirpurier omkring sig. (1 Joh 4,7-12)
  • Bed om at mirpuri-folket i Storbritannien må blive velsignet med fred og finde frelse i Kristus. (Johs 14,27)

 

Hent bedefolderen som pdf