Afbrød liveudsendelse og bad for selvmordstruet

Som du måske ved, sender SAT-7 kristen satellit-tv ind over lukkede grænser, ind i hjem som ellers ikke ville have mulighed for at møde det kristne budskab.

SAT-7s udsendelser er professionelle og ofte på højde med kvaliteten af produktioner, man vil kunne finde på DR – men oftest produceret til en brøkdel af prisen.

SAT-7 er dog mere end TV-udsendelser, for bag kulisserne sidder en gruppe medarbejdere og tager sig af kontakten til seerne. Disse vigtige medarbejdere vejleder, hjælper og støtter de mange seere som kontakter vores partner.

Vi fik mulighed for at hilse på nogle af de mennesker som er bag kameraet, da vi for nyligt besøgte SAT-7’s studie i Kairo. En af dem er Andrew Gamal, som er producer på det arabiske program ’Keep on singing’, og for ham står én nylig seerhenvendelse særligt stærkt i erindringen.

En forandret mand

Jeg husker at vi, en dag for cirka to måneder siden, modtog en besked via Facebook under en liveudsendelse”, fortæller Andrew Gamal.

Manden som skrev, og som for øvrigt også hed Andrew, havde det rigtig skidt – så skidt at han ikke længere følte, han havde noget at leve for. Han var klar til at gøre en ende på sit liv.
Da den seer-kontakt ansvarlige så denne besked, sendte han den straks videre til Andrew Gamal, selvom det var midt under et liveprogram.

Da jeg modtog denne besked, kunne jeg mærke, at vi var nødt til at afbryde liveudsendelsen lige med det samme, og bruge et øjeblik på at bede for ham,” husker Andrew.
Et øjeblik efter bad værten og alle de tilstedeværende i studiet for den selvmordstruede seer, mens kameraerne rullede.

Dagen efter modtog SAT-7 Arabic endnu en besked fra seeren Andrew, fortæller produceren Andrew Gamal, men denne besked vidnede om en mand som havde oplevet noget helt specielt. Han havde erfaret Guds kraft, mens der var blevet bedt for ham, under den direkte TV-udsendelse dagen før.
Han skrev: ”Gud er god. Mit problem er endnu ikke løst, men Gud forandrede mit hjerte. Tak for jeres bønner. De har forandret mig – jeg er okay nu!

Episoden her vidner om, hvor vigtigt det er med seer-opfølgning.

Hver dag får Noreas partner 900 henvendelser fra mennesker som søger svar; som ønsker at dele deres vidnesbyrd; som ønsker mere viden om den kærlige Gud de har hørt om gennem programmer eller som ønsker forbøn i de svære situationer de står i som den eneste kristne i familien.