Havde kirkegård som sit hjem

I efterårsferien havde jeg den fantastiske mulighed at gense landet Cambodja, som jeg sidst havde besøgt for 15 år siden. Sammen med min mand, Henrik, fik jeg også lejlighed til at besøge TWR Cambodia.

Jeg havde glædet mig til at besøge TWR Cambodia, for medarbejderstaben var blevet udskiftet, siden jeg havde været der sidst. I mellemtiden var det kun blevet til korrespondance via mail. Derfor var det ekstra skønt endelig at møde Navi So og hendes kollegaer ansigt til ansigt.
De fortalte blandt andet om et gensyn med en af deres trofaste lyttere, og det var tydeligt, at det havde været til stor opmuntring for dem. Med stor varme i stemmen fortalte de om kvinden (se foto), der havde boet på en kirkegård:

Hun havde ikke noget hus, men hun boede på en kirkegård mellem gravstederne i hovedstaden Phnom Penh, hvor der var og stadig er et helt lille ”lokalsamfund”. Det var ikke noget godt liv; en kamp for overlevelse, men ”Kvinder med Håb”-programmet var et lyspunkt i tilværelsen. Hun lyttede trofast til programmet, som hjalp hende med at lægge problemerne over til Gud.På et tidspunkt besluttede hun at flytte omkring 400 km nordpå til staten Preah Vihear. Dette betød, at TWR Cambodia mistede kontakten til hende.

En del af Guds plan

Lederen af “Kvinder med Håb”-arbejdet i Cambodja, Navi So fortæller, at de ikke vidste, hvordan de skulle komme i kontakt med kvinden igen. De vidste ikke, hvad der var blevet af hende.Men Guds planer er højere end vore…

TWR Cambodia havde tidligere været på lytterbesøg i staten Preah Vihear, men Navi havde på et tidspunkt besluttet, at hun ikke længere ville besøge den. Det var langt væk, og vejene dertil var ikke særlig gode. Nu fik Navi det imidlertid sådan, at hun følte, Gud sagde til hende, de skulle besøge Preah Vihear og danne en ny lyttergruppe, for det var længe siden, de havde været der sidst.

I august måned i år tog de afsted. Og hvem mødte de der? Kvinden fra kirkegården i Phnom Penh! Gensynsglæden var stor! Kvinden fortalte, at hun nu havde fået et bedre liv. Hun havde fået et hus og et stykke land, hun kunne dyrke. Samtidig drev hun en negleklinik. Men hun savnede “Kvinder med Håb”-programmet, som hun havde lyttet til, da hun boede i hovedstaden. Nu kunne Navi og hendes kollegaer hjælpe hende til at lytte igen.
Men hvordan vidste kvinden, at Navi ville komme på besøg? Det gjorde hun faktisk ikke. Hun havde fået en opringning fra en lokal leder, som havde fortalt, at der ville komme nogle på besøg og afholde et møde, men hvem, der skulle komme, vidste hun ikke.
Kvinden kørte så 30 km (med en baby på sin “moto” = scooter) for at deltage i mødet. Da hun mødte Navi, var hun overbevist om, at dette måtte have været en del af Guds plan! Hun og Navy blev begge meget opmuntrede på grund af dette gensyn.

“Kvinder med Håb”-arbejdet var nemlig det, der havde gjort, at hun i sin tid havde hørt om Jesus og havde fået fred i hjertet.

Vigtigt at mødes med lytterne

“Kvinder med Håb”-programmet er blevet sendt siden år 2000, og Norea Mediemission har støttet dette program helt fra starten af. I dag bliver programmet sendt på 17 forskellige FM-radiostationer i Cambodja, og der findes omkring 100 lyttergrupper, hvor lyttere mødes for at høre programmet sammen.

Det er imidlertid vigtigt for medarbejderne i TWR Cambodia også at tage ud at mødes med lytterne ansigt til ansigt og opmuntre dem. Dette er gensidigt. Lytterne vil rigtig gerne mødes med Navi, hvis stemme de har hørt gennem programmet.
Kvinderne er især vigtige at møde. De arbejder meget hårdt. De tager sig af familien og sørger for mad. Men når de hører, at TWR kommer på besøg, sætter de alt arbejdet til side, for de har brug for håb og opmuntring.
Men mændene lytter faktisk også. og de har også brug for hjælp. Mange kæmper med alkohol, som medfører, at de er voldelige mod deres koner.

Lyttertræning i 2019

Netop i denne tid arbejder TWR Cambodia på at invitere ledere af lyttergrupper til en form for træning over 3 dage i Phnom Penh. De vil opmuntre lederne, så de kan fortsætte arbejdet i gruppen, og samtidig oplære lederne, så de kan hjælpe lytterne i deres gruppe. Mange lyttere har store problemer og brug for en, der kan lytte til dem. I Cambodja er der mange kvinder, som holder problemerne for sig selv. De skammer sig, hvis de skal fortælle andre om deres problemer, og de er bange for, at andre vil sladre. Sådan er kulturen. Men en gruppeleder kan måske opbygge en tillid, som gør, at kvinderne får hjælp til at løse deres problemer.

Hvis du har lyst til at sende et bidrag til denne lyttertræning, som finder sted næste år,

kan du gøre det via MobilePay nr. 22133

Skriv “Cambodja + dit navn og tlf.nr.” i beskedfeltet.

Her står jeg sammen med nogle af medarbejderne fra TWR Cambodia . Det er Navi i den sorte dragt til venstre for mig. Kvinden til højre er den nye KmH-medarbejder, som vi gennem længere tid har bedt om at få. Hun hedder Rachana og er et konkret svar på bøn 🙂

Anette S. Jensen, koordinator for Kvinder med Håb i Danmark