Shema, sociale medier & Cypern

På trods af udfordringer og svære tider, fortsætter Noreas partner i Tyrkiet, Shema Media Group, med at dele evangeliet med den tyrkiske befolkning. Faktisk har corona-situationen fået Shema til at arbejde hårdere for at nå endnu længere ud med evangeliet, og Ordet vender ikke tomt tilbage.

“Jeg kender mange mennesker, som har mistet under pandemien. Men jeg fandt Kristus.”

Sådan lyder den opmuntrende tilbagemelding fra en af de tyrkiske lyttere, og han fortsætter:

”Jeg har nu lyttet til jeres programmer i et år. I starten var det for at få informationer, men gradvist begyndte mit hjerte at forandre sig.
Efter at jeg mistede en ven til Covid-19, var jeg helt knust. Jeg begyndte at stille flere spørgsmål om fremtiden og om livet efter døden. Jeg ledte mange steder, men fandt ikke et svar som kunne dæmpe min frygt.

Så lyttede jeg til jeres programmer med en ny indstilling og fandt en frihed, jeg aldrig havde oplevet. Jeg besluttede at give mit hjerte til Kristus, og nu ved jeg, hvad der vil ske med mig, selvom jeg dør. Tak for svarene på spørgsmål jeg aldrig vidste, jeg havde. ”

1.3 millioner frø sået

Ligesom i Danmark, er de sociale medier en helt naturlig del af livet for mange tyrkere, og selvom Shema overvejende er en radiostation, har de også fokus på at plante frø i menneskers liv, via de sociale medier.

Faktisk nåede Shema ud til 1.3 millioner mennesker via sociale medier i 2020. 400 af disse kontakter ledte til samtaler med Shema, og 40 endte som vedvarende samtaler. Nogle er blevet sat i forbindelse med kirker, og 24 skal mødes ansigt til ansigt med folk fra Shema-teamet, så snart muligheden byder sig.

Bed for de mennesker som gennem Shema har mødt evangeliet. Bed om at det frø, der er plantet, må slå rod, spire og gro.

Unåede på Cypern?

Shema har over de seneste år udvidet sit sendeområde markant – senest med en radiostation som kan sprede håb til de mange flygtninge der bor i området omkring den tyrkisk-syriske grænse. Men endnu en ny dør er måske ved at åbne sig på Cypern.

Du tænker måske ikke på Cypern som et ’unået’ land, og kigger man på statistikkerne har en stor procentdel af befolkningen kendskab til kristendommen. Men zoomer man ind på Nordcypern, der af Tyrkiet bliver regnet som en tyrkisk stat, vil man se, at kristendommen er så godt som ikke eksisterende.
Den nordcypriotiske befolkning har igennem mange år været meget vanskelig at nå, og derfor arbejder Shema nu sammen med tre andre organisationer for at bringe evangeliet til disse mennesker via radioen.

Håbet er, at vi kan få sendetid på en radiostation på Nordcypern, og meget tyder på, at det faktisk kan blive en mulighed inden længe.

Du må meget gerne bede for dette projekt.
Bed om at tingene må falde på plads og at en kristen radio om nogle måneder må kunne sprede lys i mørket på Nordcypern.