Har du kontakt til nogen indvandrere fra Afghanistan eller Iran, f.eks. på dit arbejde, i din sportsklub eller på den vej, hvor du bor? I så fald vil jeg gerne opfordre dig til at fortælle dem om Sunday App fra Norea Mediemission!
”Sunday-projektet sigter på at dele evangeliet med migranter og flygtninge i Europa – særligt dem med muslimsk baggrund, hvad enten de er sekulære eller religiøse. Vi tilbyder tilgængeligt, kulturelt relevant indhold, som inviterer modtageren ind i et personligt forhold til Jesus.” – David Carlsen, projektansvarlig for Sunday.
Sunday App er en gratis app, der kan downloades på mobilen. Den er på farsi, og indholdet er produceret af farsi-talende. I appen finder den farsi-talende indvandrer nyttige og relevante informationer om livet i Danmark og Europa, samt ikke mindst indhold der præsenterer den kristne tro på en måde, der er respektfuld fra en muslimsk synsvinkel. Indholdet består både af lydfiler, videoer, artikler og links. Gennem appen kan han/hun også lytte til en kristen radiostation, der sender døgnet rundt.
Sunday App giver desuden mulighed for, evt. anonymt, at komme i kontakt med farsi-talende kristne i Danmark og resten af Europa. Et opfølgningsteam svarer på alle seriøse henvendelser, som kommer ind, enten direkte gennem appen eller gennem Sunday-projektets tilknyttede profiler på Facebook og Instagram. Spørgsmålene drejer sig ofte om Jesu identitet, treenigheden, Bibelens autoritet og andre lignende emner.
Et nordisk samarbejde
Udviklingen af Sunday App er sket i et samarbejde mellem Norea i Danmark, Norge og Sverige, samt vores partnere i Finland, Holland og Canada.
Første udgave af appen udkom for halvandet år siden. Efterfølgende blev det dog nødvendigt at flytte appen til en ny platform, da den gamle platform stod for at skulle lukkes. Dette var en betydelig udfordring, som dog nu er overvundet. Appen er derfor udkommet i en ny og forbedret udgave, som vi håber, vil komme rigtig mange farsi-talende indvandrere til gode.
Nedbryder barrierer
Det kan være udfordrende at tale om tro med afghanere, iranere eller andre mennesker med muslimsk baggrund. Både sproglige og kulturelle barrierer kan stille sig i vejen. Sunday App er imidlertid et rigtig godt værktøj til at nedbryde mange af dem. Længere nede kan du læse, hvordan du eller din farsi-talende ven kan downloade appen.
Hvis I har et tværkulturelt arbejde i din menighed, så anbefal også gerne Sunday App her. I kan bestille foldere som beskriver app’en ved at ringe eller skrive til os på tlf. 42 52 11 00 eller e-mail info@norea.dk. Folderen fortæller om Sunday App på både farsi og dansk.
Din støtte gør en evig forskel
Det er takket være forbøn og støtte fra trofaste Norea-venner som dig, at Sunday App er blevet en realitet og at alle farsi-talende indvandrere i Europa nu, igennem den, har mulighed for at møde Jesus og undersøge kristendommen på en måde, de oplever som både tilgængelig, tryg og respektfuld.
Download Sunday APP
Appen er gratis og findes både til iPhone og Android-telefoner. Du kan downloade den ved at trykke på billedet herunder. Du kan også søge efter ”Sunday App” i din App Store eller Play Butik.




