Ti kvinder døbt i nystartet Kvinder med Håb-arbejde

I den nordlige del af Cambodja blev der i sommers opstartet nye ”Kvinder med Håb”-grupper (KmH) i tilknytning til ”Church of Siem Reap”. Kirkens præst, Thon Kong, har haft samarbejde med Luthersk Mission (LM) i over ti år, og da LMs landsformand og Noreas KmH-koordinator besøgte Cambodja i efteråret 2018, blev der sået nogle frø til et fremtidigt samarbejde mellem kirken og TWR Cambodia.

Pastor Kong besøgte Danmark i det tidlige forår, hvor han mødte Noreas daglige leder, Ole Sørensen, i Norea-huset og fik indblik i Noreas vidtforgrenede arbejde, som blandt andet inkluderer KmH-arbejdet i Cambodja. Dette gjorde ham tændt for sagen, og efter et møde med TWR Cambodia i sommers startede de nye KmH-grupper op i Siem-Reap.

Fire grupper på hver 15 kvinder mødes en gang i ugen, hvor de læser i Bibelen, lytter til KmH-programmet og deler liv og tro. Mange af kvinderne er ikke kristne, men når de møder Guds Ord og kristne kvinders vidnesbyrd, kan det føre til tro. I slutningen af august skete det glædelige, at ti kvinder, som var kommet til tro gennem dette nyopstartede KmH-gruppe, blev døbt.

Pastor Kong skriver til Norea:

Tak for jeres forbøn. Gennem jeres bønner gør Gud fantastiske ting blandt kvinderne.