21. marts
Rasul sad på en café i Dushanbe, Tadsjikistan, og tænkte over den besked, han lige havde 12 modtaget, hvor han blev tilbudt et job som frugtplukker i Tyskland. Han havde været arbejdsløs, siden han forlod skolen for et år siden, han kedede sig og var frustreret over ikke at have nogen indkomst. Jobbet ville være en mulighed for at rejse og tjene penge. Men han havde også hørt om folk, der arbejdede i udlandet, som blev narret til at arbejde for en lille eller ingen løn. Rasul besluttede sig for at gå i moskeen og spørge andre til råds, da han vidste, at mange af mændene der havde arbejdet i udlandet før.
Tadsjikistan er et af de fattigste lande i Centralasien. Mange tadsjikere er arbejdsløse, og derfor søger de arbejde i udlandet i Rusland og i stigende grad i dele af Vesteuropa. De bliver rekrutteret til at arbejde i brancher som byggeri, landbrug og servicefag. Det kan give dem mulighed for at tjene penge til deres familier, men de er ofte ikke i stand til at arbejde i erhverv, der bruger deres færdigheder eller uddannelse. Der er også mange måder, hvorpå migrantarbejdere kan blive ofre for hensynsløse rekrutteringsagenter og arbejdsgivere, der udnytter deres situation. Nogle kan ende med at arbejde mange timer for en lav løn, men de er tilbageholdende med at tale om udnyttelsen af frygt for at blive sendt hjem.
Tadsjikistan er 90% muslimsk. Der er et mindretal af russisk-ortodokse kristne og andre religiøse grupper, men den tadsjikiske regering er sekulær og fører streng kontrol med religiøs aktivitet i landet.
Hvordan kan vi bede?
- Bed om, at tadsjikiske muslimer, der søger arbejde i udlandet, må finde sikkert og lovligt arbejde, så de kan forsørge deres familier – og at den økonomiske situation i Tadsjikistan må blive bedre, så tadsjikerne ikke behøver at forlade deres familier for at arbejde.
- Bed for, at muslimer i Tadsjikistan må komme til tro på Kristus.
- Bed om, at tadsjikiske muslimer, der er i udlandet, må møde kristne venner og høre evangeliet gennem dem.
Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.
Johannesevangeliet 6,27