KVINDER MED HÅB

Lad verdens kvinder vide at de har værdi

Jeg bliver også opmuntret gennem ”Kvinder med Håb”-programmet. Selvom jeg er mand, så giver det mig opmuntring og styrke til at opdrage mine børnebørn. Jeg fortæller dem, hvad jeg lærer i programmet, f.eks. om hygiejne, sundhed og om Guds Ord.
Lytter fra Cambodja

NYT FRA
KVINDER
MED HÅB

At udfylde tomrummet

12 december 2019 Af Anette Jensen i Asien, Kvinder med Håb, Missionsprojekter

HVAD ER KVINDER MED HÅB?

Rundt om i verden gemmer kvinder sig. Nogen gemmer sig bag burkaer så tykke, at ikke engang deres øjne er synlige. Andre gemmer sig i deres hjem, fordi de er bange for at blive voldtaget eller dræbt i krig, eller for at blive vansiret blot fordi de vover at gå i skole.

Hundredvis af kvinder er blevet brændt levende af deres egne slægtninge på grund af ”familiens ære.” Andre igen gemmer sig inde i sig selv, holdt nede af daglige overgreb og ligegyldighed, og hvor det lyser ud af øjnene, at al glæde er borte. Det er kun pligtfølelse, der holder dem i live.

Der, hvor de ydre omstændigheder opbygger mure, der kan mediemissionen bryde igennem i form af Kvinder med Håb-programmet.

Håbets stemme

Hver dag er der lyttere, som lærer den Gud at kende, David skriver om i Salmernes bog i Bibelen: ”Herren hører de retsindiges råb om hjælp, han redder dem ud af deres problemer. Herren er hos dem, der føler sig knust, han hjælper dem, der er dybt deprimerede.” (Salme 34,18-19 på hverdagsdansk)

Kvinder med Håb er en gren af TWRs arbejde, som ønsker at vise medfølelse, give opmuntring og håb til kvinder over hele verden gennem bøn, opmærksomhed og radioprogrammer.

Målet er at give håb til verdens kvinder gennem:
- Bevidstgørelse af kvinders udfordringer verden over
- Radioprogrammet Kvinder med Håb (KmH), som sendes på mere end 70 sprog. KmH er et halvtimes program bestående af to dele:

1) Hjælp til livet – om sundhed, familie, børneopdragelse, kvinders værdi og muligheder.

2) Hjælp til sjælen – bibelundervisning og hjælp til at leve som kristen i hverdagen.

- Bøn – et internationalt bedenetværk. Der udgives en bedekalender, som bliver oversat og distribueret i over 120 lande verden over.

Noreas arbejde

Norea støtter Kvinder med Håb i fire lande: Albanien, Cambodja, Kirgisistan og Turkmenistan.

Norea har også sin egen udgave af Kvinder med Håb-programmet. Det hedder Radio Caféen og blev produceret i årene 2008-10. Det er blevet sendt på Norea WebRadio i flere perioder. Pt sendes det ikke.

Den 4. mandag i hver måned sætter vi Fokus på KVINDER med HÅB (KmH) i et radio program på Norea WebRadio. Anette Jensen er producer.

I udsendelsen bliver der taget udgangspunkt i KmHs bedekalender, som Norea udgiver en gang om måneden.

Du har mulighed for at komme med forslag til bedeemner, som der vil blive bedt for i programmet. Det kan være et personligt bedeemne (evt. anonymt) eller et mere generelt bedeemne for vores land eller for verden.
Du kan ringe eller skrive til os med forslag.

Ring 7021 2321, skriv til radio@norea.dk, sms til 4252 0500 eller brug formularen nedenfor. Vi glæder os til at høre fra dig :-)

Lyt med på Norea WebRadio kl. 14.30 (4. mandag i måneden). Genudsendelse tirsdagen lige efter kl. 20.30

BEDEKALENDER

Kvinder med håb bedekalender

Kvinder med håb bedekalender

Bøn er rygraden i Kvinder med Håbs arbejde, og der udgives hver måned en bedekalender, hvor der bliver sat fokus på forskellige emner. Det kan for eksempel være fokus på kvinder berørt af krig, menneskehandel eller en bestemt gruppe lande.

Bedekalenderen udkommer på mere end 100 forskellige sprog, og flere end 110.000 kvinder og mænd over hele verden bruger den. De beder dermed for de samme emner på hvert sit sprog i 125 lande.

Du kan også være med. Norea udgiver bedekalenderen på dansk og sender den gratis ud på mail eller med posten. Vi sender cirka 400 bedekalendere ud hver måned.

Der medfølger også et brev sammen med bedekalenderen, hvor det ofte er den globale leder af KmH, som sender en hilsen med åndeligt indhold, men det kan også være andre, der skriver det, f.eks. en fra vores lille KmH-team i Danmark.
Du kan også finde bedekalenderen på færøsk på vores hjemmeside. Se under "Ressourcer til dig" og gå længere ned på siden under "Tryksager". Vi kan også skaffe den på andre sprog bl.a. engelsk.

HENT
BEDEKALENDER