2. april
Fulanierne er et nomadisk hyrdefolk, der stammer fra området, som strækker sig fra Senegal til Niger. Med hurtig befolkningstilvækst og stigende konflikter i mange vestafrikanske lande er fulanierne blevet tvunget til at flytte sydpå for at finde tilflugt og grønne græsgange til deres dyreflokke. Der findes over 1 million fulanier i Ghana.
Mange fulanier har været i Ghana i to eller tre generationer. De har bygget telte eller lerhuse og slået sig ned. De er født i Ghana, men er ikke ghanesere; mange udsættes for chikane og har svært ved at få adgang til offentlige ydelser.
Fulanier har ikke adgang til offentlige sundhedsydelser og børn bliver ikke sendt i skole. Det fører til marginalisering som gør, at yngre fulanier er sårbare over for at blive overtalt til at slutte sig til islamiske terrorgrupper.
Suleyman, en hengiven fulani-muslim, voksede op i Ghana. Han gik på den lokale koranskole og blev tilbudt at studere islam i Libyen. I Libyen blev han rekrutteret til at slutte sig til en islamisk terrorgruppe for at bekæmpe vestlige kristne, som angiveligt dræbte muslimer i Mellemøsten.
En nat viste Jesus sig for Suleyman i drømme for at advare ham mod at deltage i krigen, da han ellers ville miste livet.
Suleyman blev bange og fortalte den gruppe, der havde rekrutteret ham, at han var syg og ikke kunne tage af sted. De vrede ekstremister truede ham, indtil han forlod landet. Suleyman rejste gennem mange lande i sin søgen efter svar og accept. I et af disse lande mødte Suleyman kristne, som hjalp ham med at forstå sine drømme, og han tog imod Jesus og deltog i et discipelskabsprogram for troende fulanier.
Hvordan kan vi bede?
- Bed om, at kirken i Ghana må fokusere sit arbejde på fulanierne i deres land.
- Bed om, at fulanierne må finde accept og kærlighed i Jesus.
- Bed om, at de få fulani-kristne må vokse sig stærke og være frimodige, og at de må blive opmuntret, selv når deres familier afviser dem på grund af deres tro.
Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.
Johannesevangeliet 6,37
