En stemme for de kristne i Afghanistan

”Folk er skrækslagne, alle er bange,” fortæller en kristen afghansk pige til SAT-7, Noreas partner i Asien, Mellemøsten og Nordafrika, og fortsætter: ”Jeg er kun 16 år gammel og kan slet ikke rumme det, der sker rundt omkring mig. Jeg råber til Gud lige nu.”

Sammen med den unge pige og andre i samme situation i Afghanistan, ønsker SAT-7’s afdeling for persiske programmer at rejse en bøn og et råb til Gud for landet og for de kristne, som er kommet i en akut forværret situation under og efter Talibans magtovertagelse. Derfor valgte de med kort varsel at lave to direkte TV-udsendelser med fokus på den voldsomme situation i Afghanistan.

Programmet ”Bøn for Afghanistan” blev sendt 17. august på de sociale medier YouTube, Facebook og Instagram direkte fra SAT-7’s studie i Limassol på Cypern, hvor Noreas udsendte missionær Kasper Breindahl er produktionskoordinator og tekniker.

En direkte bøn: ”Vær vores stemme!”

På skærmen fortalte de to værter om det, der sker lige nu i Afghanistan, i forhold til Taliban, og i Iran, med stigende covid-19 og vandmangel. Der blev bedt for situationen og for de mange, der lever i isolation og kæmper med frygt, og værterne mindede seerne om Guds trofasthed ud fra historier i Bibelen. Under udsendelsen kunne seerne ringe eller skrive ind til SAT-7 med konkrete ønsker om forbøn, som også blev læst op.

”Som kristne er vi i virkelig fare. Desværre har min familie og jeg i de sidste to til tre dage modtaget dødstrusler. I denne nødsituation ser jeg ikke andre udveje end at flygte ud af landet. Jeg beder om, at I vil være vores stemme. Hjælp os med at blive hørt, så vi kan flygte fra dette helvede så hurtigt som muligt,” fortalte en anonym seer til SAT-7.

For Kasper Breindahl betød programmet en intens og hektisk time bag kameraet og i teknikken, hvor han var eneste tekniker, dog med sin højgravide kone, Stephanie, som assistent.

”Normalt ville vi være mindst fire teknikere til at afvikle sådan et program. Men på grund af covid-19 og sommerferie, var jeg den eneste, der var til rådighed. Jeg var nødt til at løbe rundt i tre forskellige rum og måtte også løbe ind og ud af studiet for at justere kameraet,” fortæller Kasper og kan samtidig konstatere, at ”programmet gik, som det skulle.”

Fornyet fokus på Afghanistan og mere hjælp

Programmet blev fulgt op seks dage senere af et direkte satellit-program med fornyet fokus på forbøn og hjælp. De to værter i studiet havde tre gæster med via Skype: en afghansk kvinde, som bor i England, en iransk præst, som kæmper for rettigheder i Mellemøsten, og en psykolog, som kunne give hjælp til at bearbejde nogle af de følelsesmæssige reaktioner, som afghanerne gennemgår. I dette program var der også et indslag med iranske børn, der beder for afghanske børn.

I kontrolrummet var de denne gang tre personer, og for Kasper Breindahl, der endnu ikke er blevet helt dus med det persiske sprog, var det en lettelse, at den ene var en iraner, der faktisk forstod, hvad der blev sagt, så han kunne give tegn til Kasper, når han skulle ringe gæsterne op på Skype. Den anden havde til gengæld aldrig været en del af en TV-produktion før.

”Men udsendelsen gik godt. Dog kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været så presset,” lyder det fra Noreas Kasper Breindahl, som siden 2016 har arbejdet med TV-produktion i SAT-7 på Cypern.

Vi har brug for din hjælp

Til at være en stemme for skræmte og forfulgte kristne i Afghanistan.
Til at tale deres sag, både for Gud og mennesker.

 


SAT-7’s persiske TV-udsendelser når Afghanistan

SAT-7 har i den seneste tid oplevet en stigning i respons og antal seere fra Afghanistan, hvor over 99% af befolkningen på knap 40 millioner er muslimer.
Persisk eller farsi er hovedsproget i Iran, men er også udbredt i andre asiatiske lande som forskellige dialekter. Den afghanske variant hedder dari, og det er et af de officielle sprog i landet.