Hjælp til Tyrkiet
Da Tyrkiet natten til mandag blev ramt af et kraftigt jordskælv, besluttede vores partnere i området, SAT-7 Türk og Shema Media Group, at tage del i hjælpearbejdet.
Sendeplanerne er blevet ændret, og nu sendes programmer med nyhedsopdateringer og praktiske råd.
Samtidig forsøger oplægsholderne at bringe håb og give nyt mod til befolkningen.
Shema Media Group har for nylig etableret en radiostation i byen Antiokia nær grænsen til Syrien. Denne er midlertidigt ude af drift, efter at jordskælvet ødelagde elforsyningen i byen, men så snart strømmen er genoprettet, forventer vi, at senderen er tilbage i luften.
Her er uddrag fra en helt ny rapport, som vi modtog for kort tid siden:
Byen Elbistan ligger nord for Gaziantep og vest for Malatya. En lokal troende - far til to brødre tæt knyttet til Shema Media Group - bor i byen. Der er meget få kendte troende i Elbistan udover ham.
Hans hus var det eneste, der stod tilbage i området efter jordskælvene - alle de andre bygninger styrtede sammen.
Folkene omkring ham sagde, at det måtte være, fordi han er kristen. Han har nu åbnet sit hjem for lokale mennesker, der ikke har noget sted at bo, og er et levende vidnesbyrd om Guds kærlighed og omsorg.
Hans sønner, der bor i et sikkert område i Tyrkiet, forsøger at overbevise ham om at forlade sådan et "farligt sted" og flytte ind hos dem.
Men han nægter og siger: "Der er folk her, der ikke har nogen steder at tage hen, så jeg bliver." Soner, administrerende direktør for Shema Media Group, tror på, at Gud vil bringe åndelig fornyelse og genopbygning til regionen.
Når vi beder for jordskælvets ofre, så lad os huske enhed og generøsitet i kirken i Antiokia i ApG 11:25-30, som ikke tøvede med at hjælpe deres brødre og søstre i nød. Denne kirkes generøsitet og solidaritet, som er nedtegnet i Bibelen, har sin oprindelse i det område, der er ramt af jordskælvet. Det var her, at disciplene først blev kaldt kristne og lærte et stort antal mennesker om Jesus Kristus.
Du kan bringe håb til mennesker i de jordskælvsramte områder af Tyrkiet gennem mediemissionsarbejdet.