”Er det her et liv? Er det medmenneskelighed? ”spørger den sekstenårige, Armineh, i et hjerteskærende brev sendt til SAT-7 PARS. Armineh lever under Taleban, og hun fortæller i brevet, om, hvordan “dette er slutningen på alle mine drømme”, og hun opfordrer verden til at høre hendes opråb.
Det er med tårer i øjnene, at jeg skriver det, jeg har på hjerte. Jeg skriver under disse dages absolutte forvirring, hvor så manges hjerter er blevet knust, og så mange lever uden håb og er fyldt med sorg.
Der har været mange år med sorg og krig, og nogle gange også glæde. Jeg oplevede så mange forskellige ting gennem disse år, som jeg dårligt nok tør tænke på nu.
Jeg kan ikke sige, vi kun oplevede sorg. Der var også gode stunder, som man ikke skal glemme, selvom disse var korte – og når jeg tænker på disse stunder nu, føles det, som om det var i en helt anden verden. En verden hvor alt var anderledes; hvor jeg kendte til fred og latter, og jeg oplevede at være i live. Det var lidt, som om det var himlen.
Den 15. august 2021 overtog Taliban vores land, og det var enden på mine drømme. Jeg mistede håbet – det var, som om alle døre blev lukket for mig. Da nyheden om, at vores præsident havde forladt landet, nåede frem, blev mennesker fyldt af frygt og rædsel. Alle mistede det håb, de måtte have haft, og forholdene blev ekstremt svære for dem.
Jeg har ikke længere styrken til at tale, og jeg skriver dette brev for gennem min pen at udtrykke den smerte, som jeg føler, og for at gøre jer opmærksom på den lidelse, som millioner af afghanere gennemlever.
Jeg ønskede at blive politiker. Men når jeg tænker på de begrænsninger, som det nye regime vil iværksætte, tænker jeg, at det nok ikke er en fremtid for mig. For under det nye regime vil piger og kvinder ikke have ligeværdige rettigheder, og kvinder vil ikke have den rigtige plads i samfundet. Efter 20 års kamp for at opnå deres rettigheder tog det kun et par dage at jævne det hele med jorden.
Jeg ser ikke en lys fremtid for mig selv eller nogen anden afghansk pige, for vi skal leve vores liv fanget i en burka, og vil kun være i stand til at kigge ud gennem en lille åbning, som gennem tremmerne i et fængselsvindue.
Er det her et liv? Er det medmenneskelighed? Et liv hvor du er som en fange, og når det er tid til at blive løsladt, så er du i den kommende verden?
Jeg havde mange håb, men jeg tror, at dette tidspunkt i mit lands historie er slutningen på alle mine drømme.
Jeg bønfalder jer om, at lade min stemme blive hørt af mennesker rundt om i verden, for vi har ikke styrken til at leve i dette land. Jeg har tænkt rigtig meget over det, men jeg kan ikke se nogen anden udvej.
Vores fremtid er i jeres hænder. Jeg beder jer befri os fra dette fængsel – vi kan ikke klare at være fanger længere.
Kilde: Sat-7
I øjeblikket er medierne en af de eneste muligheder for at tale håb ind i situationer som Arminehs.
- Bed for de mange piger og kvinder som lever i frygt, og som ikke kan se en udvej.
- Bed om at vi gennem medierne må være et lys i mørket for disse mennesker.
