Vold i familien er en tragedie, der ødelægger livet for kvinder, børn, ældre mennesker og handicappede i alle lande. Mishandling i ord eller gerning, hvor man forsøger at kontrollere et menneske følelsesmæssigt, fysisk eller psykisk bliver ofte anset som et familieanliggende af samfundets myndigheder og religiøse ledere.
Mange ofre er økonomisk afhængige af dem, der mishandler dem – partnere eller forældre. Og uden penge eller et trygt sted, hvor de kan tage til, synes muligheden for at forlade hjemmet umuligt.
Mange ofre tror, at deres kærlighed vil forandre deres forældre eller partnere. De fleste mishandlere er imidlertid manipulerende og kan overbevise de mishandlede om, at det er dem, altså ofrene, der gjorde noget forkert og dermed forårsagede volden. Mishandlerne charmerer ofte deres ofre, så disse føler, de må tilgive dem, eller de bruger frygt, der afholder ofrene fra at søge hjælp.
Fysisk og psykisk nedbrydende
Hvad enten der er tale om brutale ord, en kontrollerende adfærd eller fysisk og seksuel mishandling fra en kæreste, et familiemedlem eller andre kære, er vold ydmygende og ødelæggende. Mødre og fædre sælger deres unge døtre som brude eller prostituerede eller tvinger dem til at gennemgå kvindelig omskæring. Mænd og svigermødre torturerer og skamferer hustruer med syre eller kogende vand for at have ”vanæret familien.”
“Kvinder med håb”
Ofre for vold i familien bliver i flere lande tilbudt undervisning i forskellige færdigheder af medarbejdere og frivillige i ”Kvinder med Håb”, så de kan sørge for deres børn og slippe ud af deres mishandleres kontrol. Kvinder med Håb – programmerne tilbyder ord fyldt med håb og helbredelse til lyttere på 71 sprog og hjælper kvinder med at indse, at de er kostbare i Guds øjne og derfor skal behandles med respekt.