Dag 1 – 22. marts
Adas ægtemand blev dræbt i krigen mellem Saudi Arabien og Yemen, og døde i hendes arme. Da han gik bort, mistede Ada og hendes børn deres indtægt, og måtte forlade deres hjem. I Yemen kan en kvinde ikke leve uden en mands beskyttelse, men Adas far havde ikke råd til at tage hende tilbage. Sønderknust sagde han til Ada, at i den yemenitiske kultur ville den eneste måde at beskytte hende mod voldtægt og anden misbrug være at sætte hende i fængsel.
Den nat tog Ada sine tre små børn – den yngste var 6 måneder, den ældste 4 år – og flygtede til en anden by. Der boede hun på gaden og samlede skrald. En kristen, yemenitisk kvinde ved navn Farah, mødte Ada og så hendes elendighed. Hun tog Ada og børnene med hjem til sin egen familie og delte, hvad hun havde, med dem: hjem, mad, tøj, kærlighed og omsorg. Det varede ikke længe, før Ada også begyndte at tro på Jesus. Hun sagde: “Jeg fandt Kristus, som trøster mig og gav mig håb. Han gav mig en ny familie, en ny fremtid og et nyt håb.”
Der er ingen hjælp at få fra staten, men de yemenitiske kristne tager sig af hinanden og af deres næste med det lidt, de har. Ada har lært at læse og skrive. Hun er blevet en dygtig evangelist og er god til at lytte. I dag leder hun en kvindegruppe, der støtter andre traumatiserede kvinder.
Hvordan kan vi bede?
- Bed for traumatiserede enker og forældreløse børn i Yemen. Bed for deres fysiske såvel som åndelige behov, idet de lider under krig, hungersnød, tab, depression og sygdom
- Bed for de kristne i Yemen, som frimodigt følger Kristus og hjælper andre
- Bed om fred i Yemen og om lindring for alle de måder, hvorpå denne nation lider
Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.
Åb. 21,4
