
22. marts
Kamiila blev født ind i en stor muslimsk familie i Dagestan, en bjergrig region, som traditionelt har været et af de steder, der har været mindst modtagelige for evangeliet. Allerede som lille pige var hun egenrådig og uafhængig og nægtede at udføre sin namaz (muslimsk bøn). Hendes far fortalte hende, at Allah ville straffe dem, der ikke adlød ham, hårdt. Det fik Kamiila til at spørge, om Gud virkelig var som hendes far. »Hvis han er sådan, så vil jeg ikke tro på sådan en Gud!«, tænkte hun.
Da Kamiila var 12 år gammel, så hun en kvinde sidde på stranden og læse i en bog, så hun gik hen til hende og spurgte: »Hvad hedder den bog, du læser?« Kvinden svarede: »Bibelen.« Det rørte noget i Kamiilas hjerte, og fra det øjeblik ønskede hun at have sit helt eget eksemplar.
Kamiila voksede op, blev gift og fik tre børn. Alligevel holdt hun aldrig op med at søge efter sandheden. Hendes mand lod hende selv bestemme, om hun ville vise sin hengivenhed over for Allah ved at tildække sit hoved, men Kamiila var plaget af, om Allah krævede det. I det øjeblik råbte hun: »Gud, jeg ved ikke, hvem du er! Hvis du hører mig, så vis dig for mig bare én gang, og jeg vil ikke bede dig om mere!«
Den nat viste en høj mand i hvidt tøj sig for Kamiila i en drøm. Han behøvede ikke at identificere sig selv. Hun genkendte ham straks som Jesus, og i hans nærvær følte hun sig let som en fjer. Hun vågnede og begyndte igen at lede efter en bibel. Tre uger senere sad hun i en kirke med tårerne trillende ned ad kinderne, mens hun holdt den bog, hun havde drømt om i årtier.
Forslag til bøn
- Bed om at søgende mennesker som Kamiila må få adgang til Skriften på deres sprog.
- Bed for beskyttelse af de troende og de små husmenigheder.
- Bed for en lysende dagestansk kirke, der kan nå ud til andre kaukasiske folkeslag.
For Menneskesønnen er kommet
for at opsøge og frelse det fortabte.
~ Lukas 19,10
Hent Bedefolderen som PDF (4mb)