Albanien: Fra smerte til sejr

Sonila (midt i billedet), en ung kvinde fra Albanien, medvirker i to afsnit af radioprogrammet Kvinder med Håb (KmH), hvor hun fortæller sit vidnesbyrd og om sin vej ud af håbløshed og smerte.

En historie, som mange kvinder desværre kan spejle sig i – men også finde håb og inspiration i, til selv at komme ud af problematiske og skadelige forhold.

Et bedragerisk hjerte

Da Sonila begyndte på sin universitetsuddannelse, mødte hun en mand og blev forelsket. Hvad hun ikke vidste var, at han var mere interesseret i hendes penge end i hendes person.

Sonilas far fornemmede, at der var noget ved Sonila og kærestens forhold, der ikke var, som det burde være. Han prøvede at overbevise Sonila om, at denne mand ikke var den rette for hende. Men Sonila lyttede ikke efter. Hun giftede sig med sin kæreste og afbrød i samme omgang forbindelsen til sine forældre.

Løgn og psykisk vold

Sonilas nye ægtemand havde sagt, at han var politimand med gode forbindelser, men snart gik det op for hende, at han slet ikke havde noget job. De to nygifte flyttede fra sted til sted, fordi de ikke havde råd til at betale husleje.

Efterhånden som de fik børn, blev Sonilas mand mere og mere kontrollerende. En dag, kort efter fødslen af deres tredje barn, vandrede de rundt i Tirana, Albaniens hovedstad, hjemløse og uden idé om, hvor de skulle skaffe sig mad og husly.

Vendepunktet

De gik ind på en café for at spørge, om de måtte få en kop te til den lille, da Sonila ingen mælk havde. To kvinder kom hen til Sonila og tilbød hende hjælp. Da brød Sonila sammen i gråd og fortalte dem om alle sine problemer.

Snart fik Sonila og børnene husly på et krisecenter for voldsramte kvinder. Her fik hun hjælp til at bearbejde den psykiske vold, hendes mand havde udsat hende for, og besluttede sig for at genoptage sin universitetsuddannelse.

Et jobtilbud

I forbindelse med den Internationale Kvindedag 2024 blev hun inviteret til at fortælle sin historie, om hvordan hun var kommet ud af voldens greb, havde fuldført universitetet og nu stod uden job som enlig mor til tre. Arrangementet blev afholdt af det albanske social- og sundhedsministerium, hvor landets vicepremierminister også var til stede. Denne blev så rørt af Sonilas historie, at hun tilbød hende et arbejde, når Sonila havde færdiggjort sin kandidatgrad.

En kultur, der søger efter svar

”Det er historier som Sonilas, der bringer håb ind i en kultur, der søger efter svar,” skriver Noreas partner, som står for produktionen af KmH-programmerne. Albanien er nemlig et land præget af fortidens mangeårige kommunistiske styre og religionsforbud, med under 1% evangeliske kristne.
Din forbøn og økonomiske støtte gør det muligt at drive dette arbejde, hvor vi sammen med vores albanske partner kan støtte og opmuntre voldsramte kvinder i Albanien, og ikke mindst give dem mulighed for at høre evangeliet om Jesus Kristus.

UPDATE:

Nyhedsbrevet med denne historie er desværre allerede sendt med posten, men vi kan jo heldigvis stadig bringe dig en dejlig opdatering her på hjemmeside. Vi har nemlig modtaget en fantastisk nyhed fra Albanien.

Sonila er lige blevet døbt!

Tak Gud – Hans Ord er stadig levende og vender ikke tomt tilbage.