I denne gribende og personlige beretning, kan du følge ”Sara”, som er en kristen radiomedarbejder i det muslimsk dominerede Centralasien. I et år præget af corona-pandemi og svær sygdom, greb Gud ind i hendes liv, og han lod hende møde og hjælpe andre mennesker i nød. Mennesker, som Gud først havde mødt gennem hende og programmerne i radioen.
”I vores land var vi i karantæne i tre måneder fra marts til juni [2020, red.] på grund af corona. Vores team var nødt til at blive hjemme og arbejde hjemmefra i den periode. Da karantænen blev ophævet i juni, begyndte vi at arbejde på kontoret igen, og kirken åbnede igen. Men folk vendte tilbage til deres normale hverdag med en forkert opfattelse af corona. Nogle politikere havde nemlig spredt information om, at der ikke var nogen virus, og at guvernørerne havde holdt folk hjemme af andre grunde.
I sidste halvdel af juni begyndte folk at blive syge i stort tal. Der var folk, der døde lige foran hospitalerne, fordi de ikke kunne komme indenfor. Så mange af os ændrede opfattelse og indså, at coronavirus er en realitet. De mange syge og døende viste tydeligt, at guvernørerne ikke var i stand til at hjælpe borgerne i denne situation.”
Radioteam ramt af corona
”Vores team begyndte at arbejde meget intensivt efter den første karantæne, fordi virussen fra omkring den 20. juni blev spredt med stor hast. Vi mødtes den 22. juni for at beslutte, hvordan vi kunne arbejde videre hjemmefra. Pris Herren! Det lykkedes at få planlagt hele sommerperiodens programmer. Ved det sidste møde blev opgaverne fordelt, og vi aftalte at arbejde hjemme de næste par uger.
I kirkerne var folk syge. Den 23. juni blev jeg selv meget syg, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være på grund af coronavirus. Jeg følte mig træt og havde en slem hovedpine. Der var ikke noget medicin, der hjalp. Da jeg snakkede i telefon med en af mine kolleger, fortalte han, at han også var syg. Efter 2-3 dage fandt jeg ud af, at tre andre kolleger også var syge. Det blev klart for os, at vi alle var blevet smittet med corona.”
Hvis jeg dør…
”Under sygdommen havde jeg hele tiden hovedpine, fra morgen til aften. Jeg havde høj feber, og min tilstand forværredes. På grund af høj feber og slaphed kunne jeg ikke bære min egen krop. Bare det at blinke med øjnene var anstrengende. Min mand var nødt til at tage på arbejde, så selv om jeg var syg, skulle jeg passe mine fire små børn. Jeg stod op en gang om dagen for at gøre rent i huset og lave mad til børnene. Nogle gange følte jeg, at mit hjerte slog alt for langsomt, og at jeg ikke kunne få luft nok.
En nat vågnede jeg, fordi jeg følte, at jeg holdt op med at trække vejret. Så jeg begyndte at bede til Gud på samme måde, som David [i Bibelen, red.] engang gjorde. Jeg græd og sagde til Gud: ’Hvis jeg dør, vil støvet så prise dig? Hvem vil tage sig af mine børn, som jeg gør? Der er også så mange ting, jeg skal have gjort på arbejdet. Vi skal til at lave optagelser af mange nye lovsange, og du har givet mig så mange nye ideer til programmerne om det kristne hjem. Vil du lade mig gøre alle disse ting?’
Efter denne bøn følte jeg mig lidt bedre tilpas. Jeg havde virkelig brug for medicinsk behandling. Så jeg ringede til en hotline, men de ville kun hjælpe, hvis man havde virkelig høj feber og ikke selv kunne trække vejret. Jeg prøvede at ringe til andre klinikker, men der ikke var nogen læge, der kunne komme og hjælpe mig. Min situation så håbløs ud. Hvis jeg som et troende menneske følte håbløshed i denne situation, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan mennesker, der ikke tror, kunne overleve.”
Med Guds hjælp og venners faste og bøn
”Hver dag så jeg nyheder og kunne læse på internettet om syge, der døde af lungebetændelse, om dem, der døde, mens de fik medicinsk behandling, og om dem, der døde i bilen, før de kunne nå frem til hospitalet. Alt dette påvirkede mit helbred og min mentale tilstand, og jeg var bekymret for, om det også ville ske for mig. Jeg var i risikogruppen, fordi jeg havde reumatisk hjertesygdom med utæt hjerteklap.
Jeg græd og snakkede med en bror i Kristus om alt dette, og han fortalte mig, at denne sygdom ikke bare er en fysisk, men også en mental lidelse. Han opfordrede mig til at bede til Gud for situationen i vores land, ikke at se nyheder, ikke at tale med andre om den akutte situation og at forsøge at tænke positivt. Denne kristne bror fortalte, at der var mange, der bad for os på dette tidspunkt. De fastede og bad endda for os i weekenderne. Med Guds hjælp og disse bønner lykkedes det mig at komme ovenpå igen. Min mand og tre af børnene blev også syge, da jeg havde været syg i seks dage.”
Et nyt syn på livet, radioen og mit folk
”Efter sygdommen ændrede mit åndelige liv og mit syn på livet, programmerne og mit folk sig fuldstændigt. Det, der slog mig mest, var den venlighed, offervilje og hengivenhed, mit folk udviste i denne situation.
Forstår I, efter at jeg kom til tro på Kristus, bemærkede jeg den samme holdning hos mig selv og andre troende: Vi kom til tro, vi blev forandret og gjorde kun gode ting, mens de andre stakler i denne verden var forbavsede over vores nye måde at leve på! Med andre ord var vi af den opfattelse, at de ikke-troende mennesker omkring os ikke var i stand til at tænke på at hjælpe andre, at de kun tænkte på sig selv. Men nu, hvor folk begyndte at dø af denne sygdom, viste Gud mig, at mit folk er meget venlige og opofrende over for deres landsmænd.
I andre lande sørgede det offentlige for, at der var hospitaler, medicin og iltudstyr til rådighed. Men vores regering viste sig at være inkompetent. Da folk så opdagede, at der ikke var nok hospitaler, ingen iltudstyr, ingen medicin, lænede de sig ikke bare tilbage og bebrejdede regeringen, men vore landsmænd rundt om i verden begyndte at samle penge ind og købe iltudstyr og medicin. Almindelige mennesker solgte deres biler og deres ejendomme for at købe medicin. Frivillige var hele tiden klar til at hjælpe andre, som havde brug for at komme på hospitalet, selv om natten, og med brug af iltmasker.”
Gud ser hjerterne og giver håb
”Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, når jeg tænker på dette, for mange lande har rost dette sammenhold, denne venlighed og offervilje hos mit folk. Jeg forstod, hvorfor Gud havde givet mit folk så smukt et land, hvorfor han havde ladet dem leve i fred og beskyttet dem mod naturkatastrofer. Fordi Gud kender mit folks omsorgsfulde og hengivne hjerter. Han ser ikke, som mennesker gør. Han kan se ting, som vi ikke kan se. Det fik mig til at huske på Herrens ord: Da jeg var syg og sulten, gav de mig mad.
Nu elsker jeg mit folk mere end nogensinde før, og nu løfter jeg mit hoved i stolthed over mit folk. Jeg længes mere end nogensinde før efter deres frelse. Jeg har aldrig før bedt så meget til Gud for mit folks frelse. Men nu er hovedformålet med mine programmer ikke længere at lære folk, hvordan de bliver bedre, men at formidle Guds ord til dem med kærlighed, respekt og håb. Mens jeg skriver dette, kan jeg ikke lade være med at græde, for Gud ser ikke på os, som vi ser på ham, men pris være ham, fordi han er i stand til at se hjerterne, som vi ikke kan se.
Da jeg var blevet rask, ydede min mand og jeg – med hjælp fra en kollega og en kinesisk ven – økonomisk støtte til syge, som havde behov for medicin og mad. Vi besøgte også familier, som ikke er troende, forkyndte det gode budskab, uddelte radioer og fik nye kontakter. Jeg glemmer aldrig folks glade øjne, fulde af håb.”
Mødte andre mennesker i nød
”Senere tog jeg til en anden region i to dage i et personligt ærinde. Men Gud lod mig møde mennesker, som var i nød, og som var åndeligt udmattede.
Der fik vi mulighed for at tale med en søster i Kristus, hvis søn var blevet syg og lå for døden. Jeg gav hende en radio, og det viste sig, at hun er en af vore lyttere.
Vi mødte også et par, som tidligere havde været troende. Vi havde en lang snak med dem, og de virkede til at være glade for at tale om Gud. Til sidst gav jeg dem en radio og nogle mp3-optagelser, og jeg fik deres telefonnumre, så vi kan holde kontakten med dem.
Derefter tog vi hen til en enlig kvinde, som var blevet svag i troen og var faldet bort fra Gud. Hun havde det virkelig dårligt, græd og fortalte os, at hun hele tiden tænkte, at der ikke var nogen i hele verden, der havde brug for hende. Efter at have opmuntret hende, tog vi afsted.
Vi besøgte min onkel, som tidligere har været meget vred over vores tro og endda har truet med at slå os ihjel. Selvom vi ikke kunne tale med ham om Gud, var jeg glad for, at han lukkede os ind og bød os velkommen. Jeg fandt ud af, at datteren i al hemmelighed var kommet til tro, så det er min bøn, at Gud vil frelse familien gennem hende.”
’Jeg har mødt dem gennem dig’
”Det var det hele værd at tilbringe så meget tid i vores hjemegn sammen med mennesker, der var i nød. Og Gud sagde til mig: ’Jeg har ført dig herop blandt disse mennesker, fordi jeg har mødt dem gennem dig.’ Jeg takkede Gud, for da vi var taget afsted, så jeg i mine bønner disse mennesker bede til Gud igen, fulde af fortrøstning og glæde.
Jeg tror, Gud ønsker at rejse gennem os, at give de sultne mad, at gøre de syge raske, at give håb til dem, der har mistet håbet. Alt, hvad vi skal gøre, er at rejse derhen, hvor Herren ønsker det, at sige de ord, han vil have os til at sige, og at være det redskab, der giver hans kærlighed videre. Vi kom hjem, fulde af glæde over at have brugt tid på at tale med mennesker. Jeg har set, at miraklernes tid ikke er forbi.
Når vi har talt til folk gennem radioen, har jeg ofte ønsket, at jeg kunne være sammen med dem, og denne gang gav Gud os rig mulighed for at tage af sted og opleve, hvordan deres liv er. Pris ham for det!
Vi vil sige en stor tak til alle jer, som husker vores team i jeres bønner. Ved jeres forbøn, er vi kommet på fode igen og har fået mulighed for at forny vores tjeneste. Må Gud velsigne jer rigeligt!”
Kilde: Trans World Radio
Saras beretning er eversat og redigeret af Helle Bech.
Navne og personlige oplysninger, som kan identificere personer og steder er fjernet af sikkerhedshensyn.
