Kina: Kristne hjemmesider lukkes

Tre Selv Kirken i Kina

For os i Danmark er det en selvfølgelighed at vi kan læse kristne artikler på hjemmesider som tilliv.dk, at invitere – eller ligefrem mødes – til bibelstudie eller gudstjeneste via Facebook og andre internettjenester. Men sådan er det ikke i Kina.

Kinas nye internetlov
Den kinesiske regering indførte sidste år en lov, der forbyder brug af internettet til at dele religiøst indhold eller arrangere religiøse aktiviteter. Loven kom ganske vist ikke ud af det blå; det kinesiske folk har længe måttet finde sig i overvågning af det såkaldte cyberpoliti. Det er også forskelligt fra sted til sted, hvor strengt loven fortolkes af de lokale myndigheder, men konsekvenserne er alligevel meget gennemgribende for Kinas kristne. Vi har i Norea været i dialog med vores partner på Taiwan, Voice of Salvation (VOS) for at høre, hvilken betydning den nye lov har for Kinas kristne og hvordan de klarer de udfordringer, den nu godt et år gamle lov medfører.

Vigtig lovsangshjemmeside nedlagt
De kristne i Kina, især i undergrundskirken og husmenighederne, har måttet foretage betydelige ændringer for at tilpasse sig den nye lov og de nye restriktioner. De har fx måttet ændre navne på hjemmesider og gruppechats. Mange store grupper og vigtige hjemmesider er blevet helt lukket, deriblandt den mest benyttede lovsangshjemmeside. De kristne har måttet ophøre med online missionerende aktiviteter, prædikener, bedemøder, indsamlinger osv. Overtrædes loven, risikerer man permanent blokering, bødestraf eller endda fængsling.

Ingenting er så skidt at det ikke er godt for noget
VOS fortæller at de kristne er blevet mere vant til at skulle tilpasse sig den nye lov, nu hvor et år er gået. Nogle eksperimenterer med at skrive artikler uden at bruge nogen termer, der relaterer til kristendommen, hvilket gør dem nemmere at forstå for ikke-kristne. Loven begrænser også i høj grad udbredning af vranglære, og ikke mindst online kriminalitet. En missionær i fastlandskina siger desuden: ”De lokale kirker og deres ledere presses til at vokse i uafhængighed og blive mere bevidste om deres rolle. Kirkerne lærer at påskønne de begrænsede ressourcer, de har.”

Mediemission er blevet vigtigere
”Vores samlede antal afspilninger er stigende. Vigtigheden af mediemissionsarbejdet er vokset under de nuværende forhold,” siger en repræsentant for FEBC Hong Kong, en anden af Noreas partnerorganisationer, som sender VOS’ programmer i luften. Vi håber, du sammen med os økonomisk og i forbøn vil stå bag arbejdet med at række evangeliet ind i fastlandskina. Med din hjælp, kan vi række kristent indhold via medier uden om internettet, for eksempel radio og hukommelseskort. Lad os bede Gud om at vise Kinas kristne at han har omsorg for dem, og lad os bede om at Kinas kristne må opleve håb og glæde over at tilhøre Jesus trods den stigende forfølgelse.

/LBD