“Kvinder med Håb (KmH) – imødekommer behovene hos kvinder i Indien, fordi det bliver der…Det er ikke blot en person, som kommer på besøg i en uges tid og derefter tager afsted. Kvinderne kan løbende have kontakt med de lokale opfølgnings-teams og dermed bevare relationen. Det er det, som KmH handler om. Vi bliver der.”
KmH begyndte at sende radioprogrammet ”Kvinder med Håb” på sproget hindi i januar 2005, og der er siden blevet tilføjet programmer på flere sprog i Indien. Mange kvinder er involveret i produktionen af programmet på disse sprog, og der er bedegrupper ud over hele landet, som mødes regelmæssigt for at bede for hinanden og for hele KmH-arbejdet.
Håb til de sårede i Indien
Vold i hjemmet er så udbredt i Indien, at det anslås, at halvdelen af indiske kvinder vil blive udsat for det på et tidspunkt i deres liv. På en af Peggy Banks* rejser til Indien talte hun, via en tolk, til hundredvis af kvinder om netop vold i hjemmet. Hun talte også om kvinders store værdi i Guds øjne og om, hvordan vi kan se det i Bibelen.
Da Peggy bad for den store gruppe af kvinder, var der mange, som græd og efterfølgende kom hen til hende for at fortælle deres personlige historier. To af dem gav til kende, at de var blevet seksuelt misbrugt, og Peggy sørgede for, at de kom i kontakt med opfølgnings-teamet, som kunne tage sig af dem på deres eget sprog. Ved en anden lejlighed kom en kvinde hen til Peggy, og selvom de ikke talte samme sprog, viste hun hende sine blå mærker og begyndte at græde. Peggy fortæller:
”Hun så på mig og rørte ved min vielsesring for at fortælle, at hun var gift. Derefter viste hun mig sine blå mærker og begyndte at græde. Dette var den eneste måde, hvorpå vi kunne kommunikere med hinanden. Så jeg bad for hende. Det at have et KmH-program på sit eget sprog taler til hjertet om de problemer, som kun Gud kan hele gennem Kristi kærlighed. Det er bare så vigtigt, at kvinderne får hørt om et håb, der kan hjælpe dem til at finde sand kærlighed, når de bliver misbrugt og undertrykt.”
Respons på forskellige indiske sprog
Oriya: Jeg levede i et mørke. Jeg kendte ikke sandheden og den sande Gud. Men jeres program har hjulpet mig til at lære Gud at kende, og jeg er blevet klar over mine synder. Jeg har nu overgivet mit liv til Jesus og vidner om ham. Jeg er virkelig imponeret over dette program – det ledte mig til Jesus Kristus.
Tamil: Jeg er mand og lytter regelmæssigt til KmH-programmet, som hjælper mig både psykisk og åndeligt. Jeg har lært om værdifulde sandheder. Selvom programmet er rettet mod kvinder, er det virkelig til gavn for mænd også.
Bengali: Jeg er præst, og jeg lytter regelmæssigt til KmH-programmet. Undervisningen er meget nyttig og brugbar, både i mit familieliv og i mit åndelige liv. Det område, hvor jeg er præst, ligger i landdistrikterne, og kvinderne der er ikke oplyst om sundhed og hygiejne. Programmet hjælper mig til at tage mig af min menighed.
Gujarati: Min mand forlod mig, da vores søn blev født, og jeg har siden levet som en enlig mor. Jeres Kvinder med Håb-program er grunden til, at jeg holder ud. Jeg har aldrig mistet troen på Gud og hans godhed. Jeg lytter dagligt til jeres programmer, og de giver mig håb om Guds urokkelige kærlighed. Min søn er vokset op i troen på Gud som sin far, selvom hans jordiske far har afvist ham. Som den lille familie, vi er, er vi et vidnesbyrd om Guds trofasthed over for enker og faderløse. Jeg takker Gud for at være vores gode hyrde og en virkelig god far.
Tak om du vil støtte Kvinder med Håb-arbejdet i Indien gennem din forbøn og økonomisk. Din investering i dette arbejde betyder evigt liv for dem, som får et møde med Jesus, og en dybere trosvandring, for dem som har brug for håb. Tak!
*Petty Banks er tidligere global leder af Kvinder med Håb