Der er ikke mange positive historier fra Mellemøsten i nyhedsudsendelserne i øjeblikket, og lyset for enden af tunnelen kan sommetider være svært at få øje på. Men midt i smeltediglen af krig, nød og undertrykkelse er der alligevel et spinkelt håb om forandring.
”Der er et stort behov for en Gud som folk i Mellemøsten kan forstå,” fortalte SAT-7s leder, Dr. Terrence Ascott under dette års partnerkonference i Tyrkiet. ”Rigtig mange mennesker i Syrien har vendt deres gud ryggen, fordi de ikke forstår volden muslimer imellem. Flere millioner egyptere ser sig selv som ateister nu, og i Tyrkiet vælger flere og flere muslimer – især unge mennesker – islam fra.”
Kristendommen har et godt og vedkommende budskab til disse frustrerede og opgivende mennesker. Et budskab som kan gøre en forskel i folk liv her og nu, og et budskab som er helt afgørende for livet på den anden side af døden.
Gang på gang hører vi om mennesker som har mødt evangeliet igennem kristen TV i Mellemøsten, og der er ingen tvivl om at Gud bruger medierne til at kalde af mennesker.
Nedbryder fordomme
SAT-7 er i løbet af de seneste 22 år vokset fra 2 timers TV om ugen, til i dag at sende over 1000 timers TV om ugen, fordelt på 5 kanaler og 3 forskellige sprog. Undersøgelser viser at 22 millioner mennesker i Mellemøsten ser SAT-7 og flere og flere seere tager også kontakt til SAT-7. Alene i 2017 tog næste en halv million mennesker kontakt til SAT-7, via telefon, mail, sociale medier mm.
Kristent TV er med til at nedbryde fordomme og ændre det negative syn på kristne som er fremherskende flere steder i Mellemøsten. En mand kontaktede for nyligt SAT-7 og fortalte hvordan kristent TV havde givet hans kone et mere nuanceret syn på kristendommen. ’Hun forstod at kristne ikke er monstre’, fortalte han.
Kristent TV kan nå helt ind i mennesker dagligstue. I en del af verden hvor det at opsøge kristendommen kan have store konsekvenser er det intet mindre end fantastisk at folk, i ro og relativ sikkerhed, kan være en del af et kristent fællesskab hjemme i deres egne hjem.
SAT-7 kan i kraft af deres respektfulde tone og positive syn på alle mennesker, på tværs af religiøse skel, være en stemme for de udsatte kristne, og bidrage til en større forståelse for kristnes og andre minoriteters situation i Mellemøsten.