Noreas meget nære samarbejdspartner i Tyrkiet, den organisation, vi kender som Radio Shema eller Shema Media Group, har i den seneste tid været kastet ud i nogle svære prøvelser. Prøvelserne betyder bl.a. at de har været nødt til at flytte hovedkontor og ændre navn.
Den 23. juli i år, modtog Shema en meddelelse fra hovedandelshaveren for organisationen, der ejer Radio Shema – den radiostation som sender i Ankara via FM 98.0. Han beordrede alle ansatte i Radio Shema fyret, da han ønskede at overtage og drive stationen selv.
Dette har naturligvis betydet store omvæltninger for Shema Media Group, der altså nu hedder Petra Media Group. Shema Media Group blev etableret i 2017 som en paraplyorganisation bag Radio Shema såvel som tre andre kristne radiostationer i Tyrkiet. Hovedandelshaveren i Radio Shema har ikke nogen bestemmelsesret over Shema Media Group (nu Petra Media Group), da denne er en organisation helt for sig selv, men han ejer fortsat rettighederne til navnet ”Shema”, hvorfor organisationen har været nødsaget til at skifte navn.
FM-radiostationen Radio Shema i Ankara eksisterer altså stadigvæk under samme navn, men drives ikke længere af Noreas samarbejdspartner. Men hvad den mere præcist kommer til at sende, og hvem der kommer til at drive den, vides ikke. Siden Noreas partner (Petra Media Group), forlod stationen, er der kun blevet sendt engelsk, kristen musik på kanalen fra en computer, og der er p.t. ingen medarbejdere ansat på FM-stationen til at drive den.
Alt dette har naturligvis været et hårdt slag, både menneskeligt og økonomisk – særligt for vores kollegaer i Tyrkiet, men også for Norea. Norea og Petra Media Group har ganske nære bånd, bl.a. i kraft af at Noreas daglige leder Ole Sørensen er medlem af den rådgivende bestyrelse i Petra Media Group. Det har været nødvendigt for dem at finde et nyt hovedkontor samt indkøbe en del nyt radio udstyr, og Petra Media Group har tilbudt de fyrede medarbejdere ny ansættelse.
Bruddet med hovedandelshaveren er utrolig smerteligt, men Petra Media Group bærer ikke nag. I en pressemeddelelse, skriver lederen af organisationen, Soner Tufan: ”Vi beder om, at Gud fortsat vil velsigne Radio Shema, sådan som han har gjort de sidste 20 år, hvor den har transmitteret det gode budskab om Jesus Kristus til Ankara og omegn. Vi forpligter os på at bede for dem jævnligt og til at støtte dem, hvis de ønsker vores hjælp.”
I pressemeddelelsen lyder det desuden: ”Petra Media Group er etableret med det udtrykkelige mål at arbejde hånd i hånd med Jesu Kristi kirke i Tyrkiet, for at sprede det gode budskab om Jesus Kristus. Under alle disse forandringer, er vores ildhu kun blevet stærkere.”
Ole Sørensen tilføjer: ”Vi ser med dyb smerte på udviklingen hen over sommeren 2023. Men også de ca. 6 millioner lyttere i Ankara ligger os på hjerte – vi håber og beder om, at de snart igen vil kunne høre gode kristne tyrkiske udsendelser på FM fra Radio Shema eller en anden FM-sender i Ankara.”
Det er stadig muligt at høre gode kristne programmer på tyrkisk fra Norea partner i Samsun, Antalya, Mardin, Antakya og på Nordcypern