Da de første programmer fra TWR Indien gik i luften i 1977, blev der sendt på fem sprog. I dag, hvor de kan fejre deres 40 års jubilæum, sendes programmer på 100 sprog.
Jubilæet bliver i disse dage fejret ti forskellige steder på dette store sydasiatiske subkontinent. Daglig leder af Norea Mediemission, Danmark, deltager i fejringen.
”Vi er taknemmelige for bestyrelse og partnere, som har gjort det muligt at udvide arbejdet og at skabe varig åndelig frugt gennem massemedier,” siger George Philips, administrerende direktør for TWR Indien. ”Der er virkelig grund til at takke Gud for hans trofasthed, og at vi har nået denne milepæl, som et 40 års jubilæum er.”
På flere platforme
Ud over en forbløffende stor stigning i antal sprog, der sendes programmer på, er der også sket en vækst i brugen af andre medier. I dag produceres også TV, og man giver lydafspillere til radio-hjemme-grupper, som mødes ugentligt for at lytte til ”Vejen gennem Bibelen” på deres eget sprog.
Internettet bruges også til at sende radioprogrammer, specielt rettet mod unge, og et interaktivt mobil-projekt giver lytterne mulighed for at ringe ind og høre en indspillet besked og et bibelvers. Den, som ringer op, får mulighed for efterfølgende at tale med en rådgiver eller for at høre en mere fuldstændig præsentation af evangeliet. Dette initiativ, som findes på tamilsk, har næsten 800 tusinde lyttere dagligt. Deraf er en kvart million ikke-kristne.
I dette næststørste land i verden har TWR Indien et potentielt publikum på 1,3 milliarder, og de rækker ud til næsten alle 36 stater og territorier.
Norea Mediemission er med til at støtte programmer på 4 sprog i Indien.