Tidligere i år skulle TWR Ukraine have været på besøg hos Noreas partner i Tyskland, ERF Medien, med henblik på åndelig fornyelse og gensidig opmuntring i tjenesten. Teamet havde indhentet officiel tilladelse til midlertidigt at forlade Ukraine. Ikke desto mindre blev de nægtet udrejse ved grænsen.
Besøget blev derfor ikke til noget, og teamet måtte nedslået vende tilbage til Kyiv og fortsætte deres arbejde med at producere programmer, distribuere SD-kort og række ud via sociale medier, under de faldende bomber. Overbevist om at Ukraine-teamet ville have stor gavn af at mødes med kollegaer, besluttede en lille gruppe ansatte fra TWR og ERF at rejse til Ukraine i stedet. Gruppen kørte gennem Polen ind i landet, hvor de mødtes med det ukrainske team på et sted i Karpaterne, de smukke bjerge i det vestlige Ukraine, som endnu er næsten uberørt af krigshandlingerne.
En 7-årigs indsigt
Endelig fik det ukrainske team mulighed for at tale ansigt til ansigt med deres udenlandske kollegaer og fortælle om deres oplevelser, hvilke fremkaldte både glæde og tårer. Bl.a. hørte gruppen om 7-årige Emilia.
“Mor, hvis far bliver ramt af en bombe, mens vi er her, vil vi græde resten af vores liv. Men hvis vi alle bliver ramt af en bombe, kommer vi sammen i himlen til Jesus.”
Emilias mor er ansat i TWR Ukraine, og faren er præst. Da krigen begyndte, flygtede moren med Emilia til Tyskland. Faren måtte blive tilbage, i fald han skulle blive indkaldt. Da var det, Emilia sagde ovenstående ord til sin mor. Tre måneder senere var moren og datteren tilbage i hjemlandet, hvor familien nu atter er sammen.
En festlig anledning
Almindeligvis underskriver TWR samarbejdsaftaler i forbindelse med deres årlige partnerkonference, men sidste år kunne det ukrainske team ikke deltage på grund af krigen. Nu, en aften i Karpaterne, benyttede de to ledere, Alexander Chmut fra TWR Ukraine og Dirk Mueller fra TWR Europe, anledningen til at trække i deres pæneste skjorter og underskrev den opdaterede aftale.
Det store billede
Det ukrainske team var utrolig taknemlige for fællesskabet og dagene i bjergene, hvor de for en tid kom ud af krigszonen og kunne dele sorger og glæder med nogen udefra. De blev også opmuntret af at se mediemissionsarbejdet i et globalt perspektiv, hvor det blev tydeligt, at hver enkelt spiller en vital rolle i det store billede.
Men igen og igen, når vi spørger teamet i Ukraine hvad de har brug for, svarer de: “Styrke til at fortsætte.”
Desperat brug for forbøn
Andriy, der arbejder med digitale medier, udtalte: “I dag er jeg meget, meget glad, men i går var jeg meget deprimeret, og det var de andre i teamet også […] Når man er deprimeret, er det vanskeligt at skabe og producere noget, f.eks. videoer til sociale medier. Vi drømmer om fred hele tiden …”
Hvis der er midler til det, vil Andriy gerne fortsætte produktionen af ”Yak vi tam?” – en podcast, som bl.a. følger med i, hvordan det går befolkningen i forskellige ukrainske byer. Vi håber, du her i august har mulighed for at støtte Andriy og hans kolleger i TWR Ukraine økonomisk, og ikke mindst omslutte dem og deres familier i forbøn.
