30 dage i bøn 2022 – dag 15

16. APRIL – DAG 15

De anatoliske alevitter i Tyrkiet

Hasan er vokset op i en fattig alevitisk landsby i det østlige Tyrkiet. Sproget zaza er hans modersmål. I grundskolen lærte han tyrkisk, og som voksen blev han lærer. Nu er han gået på pension, og har med bekymring set sine voksne sønner kæmpe med alkoholisme, akkurat som hans egen bror har gjort. Han frygtede, at hans familie var underlagt en forbandelse.
I sin søgen efter hjælp begyndte Hasan at se kristent satellit-tv, og indså at Jesus måske kunne være svaret på familiens problemer. Han læste en bibel og blev overbevist om det. Hasan modtog Kristus i bøn og skrev derefter til tv-stationen, som sendte nogen ud for at besøge ham og bede sammen med ham for resten af familien.
Der er rundt regnet 20 millioner anatoliske alevitter, bestående af tre sproggrupper
(tyrkisk, kurdisk og zaza). De opstod i Centralasien blandt turkmenerne og er den største religiøse minoritet i Tyrkiet.

Alevitterne følger en mystisk fortolkning af islam og anses for en sekt. De faster ikke under ramadanen, men i stedet under muharrams ti dage, hvor shiamuslimerne mindes imam Husseins martyrium. De lægger sig ikke på gulvet, når de beder, og mødes ikke i moskeer, men i mindre bedehuse, der kaldes cemevi’er. De
giver ikke almisser, sådan som islam almindeligvis påbyder, men anser det for vigtigere at elske Gud og mennesker end at overholde islamisk lov. Deres teologi og doktriner er ikke nedskrevet, men overleveres fra generation til generation gennem digte og sange.
Alevitterne mødes med fordomme
og chikane, både politisk og socialt i Tyrkiet. De kan ikke blive undervist på modersmålene kurdisk og zaza, kun på tyrkisk. Trods det værdsætter alevitterne uddannelse, især af piger og kvinder,
og gennem stor flid opnår mange en universitetsuddannelse.

Hvordan kan vi bede?

  • Bed om at dedikerede kristne arbejdere, især lærere, musikere og erhvervsfolk, må rejse til alevitternes områder. (Rom 15,20)
  • Bed om at de anatoliske alevitter må modtage evangeliets frø i deres hjerter. (Matt 13,1-9)
  • Bed om velsignelse for de få eksisterende kristne alevitter, og for mere kristent materiale på deres sprog (2. Pet 1,3)

 

Hent bedefolderen som pdf