Dag 10 – 31. marts
Anwar skruede op for bilens klimaanlæg. Hans familie havde siddet fast i trafikken i flere timer nu i deres forsøg på at komme ud af Jakarta. Han havde troet, de var taget tidligt nok af sted til at undgå den værste trafik, men det kunne se ud som om halvdelen af byen havde haft samme tanke. På grund af covid-19-restriktioner var det første gang i to år, Anwar havde mulighed for at tage sin hustru og deres sønner med ud og fejre Eid al-Fitr sammen med familien. Turen tog normalt omkring 4 timer, men i år ville den utvivlsomt komme til at tage længere. Anwar var dog fast besluttet på at tage af sted, trods børnenes beklagelser omme fra bagsædet. Han var gået glip af sin bedstefars begravelse samt mange andre vigtige begivenheder på grund af pandemien. Endelig var der noget at fejre sammen.
Indonesien, verdens største nation med en muslimsk majoritet, er et af de asiatiske lande, der blev hårdest ramt af covid-19. Landet lukkede ned for rejser for at hæmme spredningen af sygdommen. Turisme spiller en væsentlig rolle i den indonesiske økonomi, og den er endelig ved at komme sig, nu hvor pandemien er på retur.
Indonesiske pilgrimme var også de første til at ankomme til Mekka i Saudi Arabien sidste år, da denne by igen øgede adgangen til de hellige steder i forbindelse med Hajj. Nu hvor de indonesiske muslimer igen har lov at rejse omkring, så lad os bede om, at de må møde Jesus på deres rejser.
Hvordan kan vi bede?
- Bed for den hårdt prøvede økonomi i Indonesien, og om at muslimer i Indonesien må arbejde for fred og fremgang i østaten
- Indonesiske muslimer kommer fra mange forskellige etniske grupper og taler hundredvis af unikke, indfødte sprog. Bed om at kristne må nå hver enkelt af disse grupper med evangeliet på deres eget sprog
- Bed om at hele familier må komme til tro på Jesus i Indonesien
Det er Herren, der styrer en mands gang, han styrker ham og glæder sig over hans færd. Når han snubler, falder han ikke omkuld, for Herren støtter ham.
Salme 37,23-24