Lederen af centret for ofre for menneskehandel sagde til ”Kvinder med Håb”-teamet fra TWR Albania: ”Pigerne har brug for hjælp. Så jeg er meget åben for, at I taler med dem om Gud.”
I sommers kom TWR Albania i kontakt med en socialarbejder, som arbejder på det nationale center for ofre for menneskehandel. Her kan piger, udsat for menneskehandel eller ofre for seksuel udnyttelse opholde sig i et halvt til et helt år. På daværende tidspunkt var der 6 piger på centret i alderen 11-19 år. TWR aftalte i samarbejde med socialarbejderen, at de ville organisere en sommerlejr for denne gruppe piger. De lavede en plan for lejren, som de gav overskriften ”Du er værdifuld”.
Sommerlejr med temaet: Du er værdifuld
De enkelte emner for lejren blev taget fra TWR Albanias ”Kvinder med Håb” (KmH)-programmer, og det var emner som ”Mål i livet”, ”Hvordan håndtere følelser”, ”Du er unik” og ”Hvordan tage beslutninger”. I programmet indgik også kreative ting og leg. Om aftenen planlagde de at oplæse to afsnit fra lyd-drama-serien ”Hidden Treasures”, som netop er målrettet deres situation. Socialarbejderen præsenterede udkastet til planen for lederen af centret, og Gud åbnede døren for, at de kunne få lov at besøge centret. Men ikke kun det. Lederen sagde til ”Kvinder med Håb”-teamet fra TWR Albania: ”Pigerne har brug for hjælp. Så jeg er meget åben for, at I taler med dem om Gud. I kan tale frit om Gud.” Teamet blev fyldt med glæde og taknemmelighed over denne udmelding.
Gud kan vende det grimme til noget smukt
I august måned besøgte Milena, Arta og Ledi centret og fortalte dem om de planlagte emner fra KmH, holdt andagter og lavede kreative ting med pigerne. Blandt andet malede de; en form for kunst terapi, som skulle hjælpe dem med at håndtere deres følelser. En anden ting var at lave tasker og tørklæder af gamle t-shirts. Dette var også en måde, hvorpå de kunne fortælle dem, at uanset hvordan deres liv havde været indtil nu, så ville Gud kunne vende det til noget smukt.
Særlige gaver
På lejrens sidste dag forberedte teamet noget anderledes, som skulle foregå uden for centrets bygninger. Pigerne fik hver en solcelle-radio og en dagbog, som teamet havde givet titlen ”Du er værdifuld”, og nederst på hver side var der et bibelvers specielt udvalgt til dem. Pigerne havde faktisk også forberedt en gave til teamet for at udtrykke deres taknemmelighed for lejren. En af dem fortalte: ”Jeg havde et desperat behov for at høre, hvad I har fortalt. Jeg kommer fra en katolsk baggrund. Jeg forstår, at jeg har gjort mange fejl i mit liv, men nu ved jeg, at Gud har tilgivet mig. Han elsker mig. Tak fordi I har fortalt så mange gode ting om Gud. Det vil jeg aldrig glemme.” Pigen, som sagde dette, var 19 år. De gav hende en mp3-afspiller med alle afsnittene fra lyd-drama-serien ”Hidden Treasures”. Hun blev meget glad og strålede af glæde.
Dyb fred indeni
Dagen efter lejren ringede socialarbejderen fra centret til TWR-Albania. Hun fortalte, at alle pigerne havde tændt for deres solcelle-radioer, da de var kommet ind på deres værelser, og at de havde lyttet til ”Kvinder med Håb”-programmet. Det var ikke svært for dem at finde det, og de havde mod på det, fordi de havde været sammen med KmH-teamet i en uges tid. En anden pige på 13 år, som havde været meget utålmodig og haft svært ved at forstå undervisningen, sagde: ”Jeg hørte Arta og Ledi snakke i radioen. De fortalte om Gud. Det gav mig dyb fred indeni.”
Kilde: TWR Albania
Illustrationsfoto: Pixabay