En glædelig nyhed i en uvis tid

Den 27. februar var en særlig dato for Kasper Breindahl. 4 års uddannelse som Film og TV-produktionsteknikker var forbi, og dermed udløb kontrakten med SAT-7 også – Så hvad skulle der nu ske?

Kasper Breindahl har igennem sit 4-årige uddannelsesforløb haft læreplads hos Noreas partner i Mellemøsten, Sat-7, og Norea har været med til at støtte ham under forløbet, blandt andet gennem indsamling og håndtering af den økonomiske støtte fra Noreas og Kasper bagland.

De fire år har givet Kasper en stor viden indenfor TV-produktionsfaget, og I som har haft mulighed for at høre ham fortælle om det, under sine ophold i Danmark, ved at han brænder for arbejdet med at sprede håb til mennesker i Mellemøsten.

Ny stilling samme arbejdsplads

Kaspers evner og gåpåmod er ikke gået upåagtet hen, og derfor er han blevet tilbudt at træde ind i en ny rolle i SAT-7.

“Min leder på SAT-7 opfordrede mig til at blive ved SAT-7 og  træde ind i rollen som Production Coordinator. Efter at have bedt over dette og drøftet sagen med adskillige, besluttede jeg mig for at takke ja til stillingen”, fortæller Kasper.

Kasper skal fortsætte med en del af de opgaver han tidligere har varetaget –  såsom at optage og klippe indslag til SAT-7s liveshows. Men herudover vil han også fremadrettet komme til stå for koordineringen af liveshows og in-house produktioner i studierne i Limassol og i London-studierne.

“Jeg bliver ansvarlig for at sætte vores månedlige produktionsmøde op, og følge op på de ting vi drøfter og beslutter i produktionsteamet. Målet med min stilling er at sikre en bedre arbejdsgang i vores produktioner og forbedre vores planlægning på lang sigt. Der er meget ansvar og mange nye opgaver i min nye stilling, men jeg tror på, at jeg kan klare dem med Guds hjælp.”

Noreas første udsendte medarbejder

At Kasper har haft mulighed for at bo på Cypern, og arbejde for SAT-7, skyldes bland andet den støtte som flere i Noreas bagland har ydet, og det er Kasper meget taknemmelig for.

“Jeg vil gerne sige 1000 tak til alle jer, der har støttet mig og det arbejde jeg har fået lov til at være en del af, i SAT-7, i de sidste 4 år. Med jeres hjælp, er det lykkes os, at nå ud med evangeliet til lukkede lande, og I har været med til at støtte den undergrunds kirke, der allerede er i disse lande.”

Det arbejde Kasper har udført, og kommer til at udføre, for SAT-7, er utrolig vigtigt i mediemissionssammenhænge, og derfor er det med både glæde og stolthed vi nu officielt kan løfte sløret:

Kasper bliver Noreas første Medie-missionær!

Kasper bliver ansat af Norea Mediemission, men hans arbejdsplads bliver, som tidligere nævnt, SAT-7 på Cypern. Som en del af Kaspers ansættelse vil han komme til Danmark 2-3 gange om året, og han vil meget gerne fortælle om det arbejde han er en del af:

“Om det er en lille celle-gruppe eller en større forsamling spiller ingen rolle, jeg er bare glad for at få lov til at berette om, hvad Gud gør.”

 

Ønsker I at få besøg af Kasper, så skriv til info@norea.dk