Jojinga oplevede noget af det værste, et menneske kan opleve, nemlig at miste et barn. Hun var fyldt med bitterhed og havde intet håb. Hendes mand var præst den gang. Andre kristne kvinder opsøgte hende for at få råd, trøst og opmuntring, men hun følte sig som en hykler. Hun magtede ikke at opmuntre dem, for hun trængte selv til at blive trøstet. – Jeg spekulerede på, hvor Gud var henne midt i alt dette, siger hun. – Jeg var en kvinde uden håb.
Jojinga er i dag leder af ”Kvinder med Håb”-arbejdet i Syd-Korea, og hun laver radioprogrammet ”Kvinder med Håb”. Det sendes til Nord-Korea for at hjælpe kvinder der. Men gennem det at oversætte og indtale programmerne, fandt Jojinga selv lægedom og evigt håb hos Gud.
De historier, jeg læste og indtalte, handlede om kvinder i lignende situationer som jeg, og om hvordan Jesus mødte dem. Jeg oplevede, at Gud gik med mig gennem alt det vanskelige. Ved Hans nåde blev jeg på ny opmuntret til at leve, siger Jojinga og tilføjer, at den trøst, hun har modtaget, har betydet uendelig meget. Nu ønsker hun at formidle det samme til sine lidende søstre i nord.
Kvinder sælges til bordeller
Livet er hårdt for nordkoreanske kvinder. Mangel på mad og job gør, at stadig flere forsøger at krydse grænsen til Kina. Mange af dem, som har held med at krydse den forbudte grænse, bliver bortført af menneskehandlere. Senere bliver de solgt til bordeller eller giftet bort. Kristne i Nord-Korea tvinges til at holde deres tro skjult. Nogen tør ikke en gang at fortælle det til deres egen familie. – Vi ved, at disse kvinder lider, og gennem radioprogrammerne ønsker vi at dele Jesu kærlighed med dem. Vi fortæller dem, at uanset, hvor vanskeligt de har det, så er de elsket af Gud. Vi minder dem om, at Han kan opmuntre dem og give dem kraft til endnu en ny dag, forklarer Jojinga.
Umuligt at komme til læge
Kontrasten til Syd-Korea er stor. Der er mange udfordringer forbundet med at nå kvinderne i Nord-Korea, både fordi landet er lukket, og fordi kulturen er anderledes. Dette er en udfordring, som Jojinga ikke tager let på. – Vi er omhyggelige med at tilpasse indholdet til kulturen, som vi kommunikerer ind i. I nogle af manuskripterne står der for eksempel, at man bør opsøge en læge, når man føler sig syg, men i Nord-Korea er det umuligt at komme til læge. Derfor må i sådan et tilfælde give information om, hvordan man selv kan udføre førstehjælp.
Endvidere fortæller hun, at der i Syd-Korea findes over 30.000 afhoppere fra Nord-Korea. Gennem det, som disse mennesker fortæller, lærer Jojinga og hendes team om kulturen og forholdene i Nord-Korea. – Vi mødes jævnligt med kvindelige afhoppere, som kigger manuskripterne igennem og lytter til programmerne. Og vi må bare fortsætte dette vigtige arbejde for at nå endnu flere kvinder i Nord-Korea, siger hun, mens smilet breder sig.
”Kvinder med Håb” også i Syd-Korea
Jojinga og de andre i det sydkoreanske team producerer primært programmer til Nord-Korea. Men ”Kvinder med Håb”-arbejdet er også relevant for kvinder i Syd-Korea, så derfor udgiver de bedekalenderen hver måned til 1100 adresser i Syd-Korea. – For en uge siden spekulerede jeg på, om der egentlig var nogen, som bruger bedekalenderen, fortæller Jojinga. – En dag ringede en præst til mig og sagde, at de modtager den månedlige bedekalender. Men da de kun modtager et eksemplar, kopierer han den til alle i kirken, som han leder i forbøn. – Dette er meget opmuntrende, siger ”Kvinder med Håb”-koordinatoren, som for nylig begyndte at oversætte bedekalenderen til japansk. Japansk er et af de store sprog i verden, men der har ikke tidligere været nogen bedekalender på det sprog. Koreanske kristne vil gerne engagere sig i mission i Japan, slutter Jojinga.
Kilde: Norea Mediemisjon, Norge
