”De tvang mig til at gå, på mine knæ, over ujævnt grus”
I en skrivebordsskuffe i et kontor i Addis Abeba ligger et 23 år gammelt brev, som har forandret en mands liv.
Brevet tilhører Wakshuma Terefe, som for nylig foldede det ud og fortalte sin historie til Joe Fort, HR chef i TWR, der var på besøg i Etiopien. I dag er Wakshuma mediechef i den etiopiske evangeliske kirkes kommunikations afdeling – TWR partner – dette skyldes delvist brevet.
Wakshuma voksede op i en familie, der tilbad onde ånder, trolddom og magi. I 1989, hvor kommunisterne regerede landet, var han 20 år gammel.
”Det var strengt forbudt for de unge at tilbede Gud, endsige tale om Ham. Der var bitter forfølgelse af tilhængere af Jesus Kristus, og som følge heraf blev mange troende fængslet, tortureret og myrdet”, fortæller Wakshuma.
Opmuntret
Wakshuma mødtes i al hemmelighed med andre troende for at bede. Ofte blev de fanget af myndighederne og slået. En dag stødte han på et radioprogram, der blev sendt til Indien fra TWRs sender på Guam og nu var nået helt til Afrika.
Han mindedes det værste eksempel på forfølgelse, han blev udsat for: ”De tvang mig til at gå, på mine knæ, over ujævnt grus. Mine knæ blev skåret og blødte, og tårerne løb. Men jeg kom hjem, og da jeg lyttede til programmet fra TWR blev jeg opmuntret”.
Han og de andre troende havde brug for gode råd og opmuntring, så han sendte et brev til en adresse i Hong Kong, 8000 km væk.
Hvad dit hjerte ønsker
Brevet blev sendt videre, yderligere 3000 km, til Guam, og blev til sidst besvaret af TWR missionær Joan Zensen. Hun opfordrede ham til at forblive tro mod Herren og prioritere bibellæsning. Hun foreslog ham også at deltage i TWRs gratis korrespondance kursus i Bibelen.
”Jeg tror fuldt og fast på, ud fra hvad jeg kender til Guds Ord samt fra min egen erfaring, at Gud ikke vil glemme dit løfte til ham”, skrev Joan. ”Han vil lede dig og vejlede dig, indtil du opdager, at Han faktisk har givet dig, hvad dit hjerte dybest set ønsker”.
For Wakshuma var dette og kommende breve ikke blot et høfligt svar. Det var intet mindre end et redskab for Helligånden.
”Jeg havde ikke tidligere fået instrukser om, hvordan jeg skulle leve mit nye liv som kristen, undtagen det at læse i Bibelen”, fortalte han. ”Derfor var Joans breve for mig fyldt med vejledning. De opmuntrede mig til at blive på frekvensen (TWR) og gav også viden om, hvordan jeg fortsat kunne vokse i troen som kristen… generelt forandrede hendes breve kursen for mit liv”.
(TWR Europe)