For nylig kom jeg hjem fra et kort besøg hos mine kolleger i Central Asien (CA), og mit hjerte er fyldt med glæde, ærbødighed og en stor portion bekymring.
Der er grund til glæde, når man ser, hvordan Gud, på trods af vanskelige forhold, arbejder i disse lande. For Ham er intet umuligt. Men når jeg ser på vilkårene for de kristne i CA, så er det på det materielle, menneskelige og åndelige plan ikke blot ”op ad bakke” som vi siger – det er som en ørkenvandring i den gigantiske kazakhiske ørken, hvor der kan gå år mellem, at der falder en dråbe regn.
Jeg mødte flere af medarbejderne i mediemissionsarbejdet i CA, og hvis ikke jeg vidste, at Gud fader i himlen har alle ting i sin hånd, så ville jeg fortsat være meget bekymret for disse brødre og søstre, som fortæller det livgivende evangelium til deres landsmænd gennem radioprogrammer og andre elektroniske medier.
De bliver i nogen dele af CA presset og forfulgt meget voldsomt af myndighederne med husransagninger, forhør, tortur og fængslinger, og i de seneste måneder og år er der indført stadig strammere love, som gør det vanskeligt for de kristne at samles. Nogle steder er det ulovligt at eje en bibel og have kristent indhold på mobiltelefonen. Presset fra myndighederne er én ting, men presset fra familie, naboer og bekendte er ofte langt større.
I nogle områder er én ud af tusinde evangelisk kristen, men i de fleste områder er der desværre meget langt længere mellem de evangeliske kristne.
Landsforræder
Islam står meget stærkt i CA, og det at forlade islam bliver i de fleste lande næsten sidestillet med landsforræderi – fordi det at være muslim er stærkt knyttet til deres nationalitetsfølelse. Derfor får mange store problemer, når de bliver kristne. En del af medarbejderne, som producerer de programmer, som Norea er engageret i, fortæller således om, hvordan de helt konkret er blevet truet på livet.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg ville reagere, hvis en af mine bekendte satte en pistol for panden på mig og gav mig valget mellem at gå tilbage til islam eller dø. Eller hvis hele kvarteret, hvor jeg bor, troppede op på græsplænen foran vores hus og sagde: ”Hvis I ikke forsvinder herfra, så slår vi jer ihjel”. Eller hvis jeg ikke kunne få fornyet mit pas og uden forklaring blev nægtet at krydse nogen landegrænser. – Det er sådanne ting, ”Noreas” medarbejdere i området oplever.
Vi kan af sikkerhedsgrunde ikke nævne navne eller lokationer på nogen af vores kolleger i CA. Det vil kunne bringe dem i større fare, end de allerede nu lever i. Men jeg fyldes med den dybeste respekt for deres mod og frimodighed i tjenesten, hver gang jeg tænker på dem, beder for dem og møder dem.
De har brug for din og min økonomiske støtte og ikke mindst forbøn!
