Etiopien: Sat fri af trolddommens lænker

Selv om 19% af Etiopiens befolkning er evangeliske kristne, er åndedyrkelse stadig udbredt i en del områder. Mennesker går til den lokale troldmand og betaler dyrt for at få helbredelse, hjælp og vejledning.

To af disse troldmænd var manden Debala og hans far. Oprindeligt var de og deres familie dybt involveret i den uhyggelige åndedyrkelse, men i dag har de fundet frihed i Jesus Kristus.

 

 

Noreas daglige leder, Ole Sørensen, var for nylig en tur i Etiopien sammen med repræsentanter for Noreas nordiske samarbejdspartnere for at tale om de projekter, vi er involveret i der. Her mødte han Debala, som delte sin utrolige historie med gruppen af besøgende.

Debala assisterede sin far i arbejdet som troldmand. Når den onde ånd kom over hans far og gjorde ham bevidstløs, var det Debalas opgave at dække faren til og forberede det efterfølgende ritual. Han fortæller: ”Det er et ritual, hvor man skal lave kaffe på en bestemt måde. Ånden ville ikke have, at der var andre til stede end mig. Og en dag hoppede jeg hen over kaffekedlen. Det gjorde ånden meget vred. Ånden, som var i min far, talte til mig og sagde: ”I aften skal du dø.”

Jeg blev chokeret og gik udenfor. ”Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg mig selv. Jeg skrev tre forskellige muligheder ned på tre sedler: 1) Bede den onde ånd om tilgivelse. 2) Gå til den ortodokse kirke. 3) Gå til den protestantiske kirke. Så kastede jeg lod, og loddet jeg trak, var at bede den onde ånd om tilgivelse. Men en ven rådede mig til at kaste lod én gang til, for at være sikker. Det gjorde jeg, og denne gang blev det at gå til den protestantiske kirke.
Jeg besluttede at gå derhen, uanset om jeg skulle dø eller ej. Og de begyndte at bede for mig. Fra da af begyndte min far at forfølge mig. Men jeg blev ved med at komme i kirken og lære om kristendommen og lytte og bede sammen med andre. Til sidst blev hele min familie også kristne, én efter én.”

Debalas far var den sidste til at overgive sig til Kristus: ”Det skete seksten år senere. Indtil da, forfulgte han mig. Men så kom en evangelist og besøgte vores familie. Han bad vores far om at komme til Kristus. Min far svarede: ”Nej, lad mig være. Lad mig være, evangelist. For jeg har givet dig alle mine børn. Nu må du lade mig være.” Men evangelisten insisterede.
På det tidspunkt var min søster syg. Tre dage efter, døde hun. Og så begyndte min far også at få smerter, og hans krop blev næsten helt lam. Så tog han hen til kirken og spurgte efter evangelisten. De bad for ham og salvede ham. Og så blev han helt rask. Nu kommer vi i en nyopstartet kirke.”

Debala og hans familie hører til oromo-folket. De lytter til kristne radioprogrammer produceret på deres eget sprog. Mission via radio og andre lydmedier er vigtig for oromoerne, fordi størstedelen af denne folkegruppe ikke kan læse, men har brug for at kunne lytte til budskabet om Jesus. Tak fordi du står sammen med os i forbøn og økonomisk støtte, så vi fortsat kan producere og distribuere kristne programmer, og flere mennesker som Debala kan blive sat fri af åndedyrkelsens trældom, frygt og død, og i stedet finde liv og fred i Jesus.

/LBD


Da Debala fortalte sin historie, var også andre lyttere til stede, bl.a. den evangelist, der besøgte Debalas familie. De fortalte hver især, hvilken afgørende betydning, radioprogrammerne har haft i deres liv:

Jeg begyndte at lytte til radioprogrammerne i 1998, og det forvandlede mit liv. Jeg var syg, og der var ingen til at hjælpe mig. Men hver aften talte radioværten lige ind i vores livssituation. Min mor knugede radioen ind til sig og græd. Jeg begyndte at etablere en gruppe af lyttere.
– Beru, evangelist, oromo-folket

For mange år siden var mit liv i fare, jeg var grebet af håbløshed. Hele min familie var syge. Og der var ingen præst i området. Men så fandt vi radioprogrammet, og det blev vores præst. Uden det, var vi ikke fortsat med at være kristne i dag. Der var stor modstand mod kristendommen dengang. Nogle forsøgte at skyde og dræbe os. Men Gud beskyttede os, og takket være radioen er vi i dag blevet mange, mange flere. Betydningen af radiostationen kan ikke udtrykkes med få ord. Den er fantastisk. Den er som en præst.”
– Broder Alameju, Oromo-folket.

 

Norea arbejder tæt sammen med to lokale partnere i Østafrika. Vi forkynder evangeliet på oromo-sproget samt 6 andre sprog i regionen. Partneren i Etiopien, har vi arbejdet sammen med i mere end 40 år.