Fantastisk trosrejse endte hos SAT-7 TÜRK

Kaya, som er en af medarbejderne på SAT-7 TÜRK, fortæller hvordan han i en ung alder fik en stærk tro
på Gud til trods for hård modstand fra sin familie.

Hos SAT-7 TÜRK arbejder Kaya i det team, som har med seerkontakt at gøre. Han taler med seerne om tro og beder for dem. Selv om Kaya er ung, så gør hans rolige holdning, hans modenhed og indsigt ham til en værdifuld medarbejder i teamet.

Når man hører om hans bemærkelsesværdige rejse med troen, så er det klart, hvorfor han er så ivrig i tjenesten.

Rejsen begynder

Jeg kommer ikke fra en kristen baggrund, men jeg fandt Gud, da jeg var 12 år gammel.

Jeg voksede op omgivet af mange religiøse mennesker. Jeg var interesseret i tro, og begyndte at undersøge forskellige religioner på internettet. Dog havde jeg den opfattelse, at kristendommen var forkert.

Gåturen ændrede alt

En dag gik min far og jeg en tur sammen. Han tog mig med hen i en kirke. Selv om han bare gik en tur, så tror jeg, at Gud brugte min far uden at han selv var klar over det.

Så snart jeg trådte ind i kirken følte jeg, at jeg befandt mig i en helt anden verden, og jeg blev fyldt med en følelse af fred. Når jeg ser tilbage på denne oplevelse, så kan jeg se, at det var Helligåndens virke.

Kaya holder en pause. Hans vidnesbyrd har frembragt mange følelser i hans sind. Han tager en dyb indånding og samler sig. Han undskylder og fortsætter beretningen:

I et helt år fortsatte jeg med at lede efter Gud og tænke på ham. Jeg var helt forvirret og bad: “Gud, led mig til sandheden”.

Mødet med Kristus

Juleaften læste jeg i Bibelen og pludselig følte jeg, at Jesus Kristus stod foran mig. Dengang kunne jeg slet ikke forstå, hvad der skete.

Jeg faldt øjeblikkeligt på knæ og sagde: ”Jesus Kristus, jeg tror på dig”.

På det tidspunkt var jeg var 12 år gammel. Jeg vidste, at jeg havde fundet meningen med livet.

Lille soldat med stor tro

At sige det til min familie og tænke på konsekvenserne, det er det sværeste, jeg nogensinde har oplevet. Kaya fortsætter med et skævt smil. Jeg var som en lille soldat på 12 år. Når jeg læste i Bibelen, tog jeg det helt bogstaveligt. Jeg ville gøre nøjagtigt som jeg havde læst. Verset, som jeg læste dengang, var: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd”. (Mattæus 10:37)

Dette vers tog jeg til mig helt personligt.

Jeg satte mig ned og bad Gud om vejledning i, hvornår han ønskede, at jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg var blevet kristen. Jeg sagde til Gud: “Hvis du vil, at jeg skal fortælle mine forældre, at jeg er blevet kristen, så må de selv komme og spørge mig om det”.

Fem minutter senere kom min mor ind på mit værelse. Hun så det kors, som jeg havde om halsen, og spurgte: “Hvad er det, er du kristen?”

Jeg svarede: “Ja, det er jeg”.

Vanskelige tider

Min mor begyndte at græde, for det var umuligt for hende at acceptere. Det var, som om jeg havde slået nogen ihjel. Gennem meget lang tid skændtes jeg med mine forældre, og de prøvede at overbevise mig om deres tro. De ville føre mig hen til alle de betydningsfulde religiøse bygninger og til de religiøse ledere. Men det nægtede jeg.

I to år fik jeg kun lov til at forlade mit hjem, når jeg skulle I skole. De gav mig ikke lov til at gå i kirke.

En dag blev det muligt for mig at gå hen i en kirke. Det lykkedes mig at finde en Bibel samt to andre bøger, som jeg tog med hjem. En mand, som sad nederst i kirken, bemærkede min interesse for bøger, og han tilbød mig mange flere, og det tilbud tog jeg glad imod.

Jeg læste bøgerne i hemmelighed. Jeg sørgede for, at mine forældre ikke kunne finde dem, hvis de skulle komme ind på mit værelse. Mine forældre tillod stadigvæk ikke, at jeg gik uden for huset. Min far slog mig, fordi han mente, at det ville få mig til at vende om.

Skrøbelig våbenhvile

Skridt for skridt glemte min familie det som var sket. De lod som om jeg slet ikke var blevet kristen. Og de lader stadigvæk ,som om det ikke er sket. Men indeni ved de godt, at jeg er kristen.

Sådan er det stadigvæk. Når jeg har sparet penge op, og når jeg er klar til det, vil jeg rejse hjemmefra. Men før jeg rejser, vil jeg fortælle dem om Bibelen.

Kilde: SAT-7