I adventstiden tænder vi lys, fordi det er den mørke del af året på vore breddegrader, og vi tænder også lys, fordi vi fejrer, at Jesus kom til jord. Han lod sig føde ind i vores slægt for at frelse os – halleluja!
Men julepynt og julelys forhindrer nok ikke, at mange af os tænker og føler, at vi lever i en ekstra mørk tid nu på grund af krig, krise og spændinger mange steder i verden. Meget tyder på, at vi bevæger os ind i de sidste tider, for Jesus taler om en mængde tegn, som skal være i tiden op til hans genkomst.
Håb til Somalia gennem medier
Der er mange steder i verden, hvor det ser tungt og mørkt ud lige nu, men lad os her fokusere på et sted, som er særligt hårdt ramt: Somalia på Afrikas horn. Somalia, og de omkringliggende lande, er ramt af den værste tørke i 40 år. Landet har været politisk ustabilt i årtier og præget af væbnede kampe mellem klaner i mere end 20 år. Al-Shabab, som er i nær familie med Al-Qaeda, vokser og spreder frygt og rædsel i dele af landet. Deres plan er at overtage landet, som al-Qaeda har gjort i Afghanistan.
99,6% af befolkningen i Somalia er muslimer, og det er forbudt og meget farligt at konvertere fra islam til kristendom.
De få kristne, som lever i Somalia, er i konstant risiko for forfølgelse og for at blive slået ihjel af disse muslimske ekstremister, såvel som fra deres egne familier og det samfund, de lever i.
Det betyder, at det er uhyggeligt vanskeligt at dele evangeliet på traditionel vis i Somalia, men gennem medierne kan vi bringe håb til disse isolerede kristne og samtidig dele evangeliet med unåede.
En somalisk lytter fortæller: ”Jeg forlod islam for Jesus. Jeg lytter til jeres programmer, og de giver mig fred. I er den eneste forbindelse jeg har til kristne.” En anden udtrykker sin taknemmelighed for kristne radioprogrammer på denne måde:
”Vi er fem, som gerne vil tilbede Gud, men vi ved ikke, hvor vi skal gå hen. Vi lytter til jer i al hemmelighed, og vi er taknemmelige for jeres vejledning.”
Lægens radiokonsultation
Helt konkret når vi mennesker i Somalia gennem radioudsendelser som ’ Dr. Luke’. Dr. Luke er et program, der tager fat på vigtige helbredsrelaterede emner, lige fra snue og allergi til forebyggelse af ’store dræbere’ som kolera og malaria. Samtidig er programmet bygget på et kristent livs- og menneskesyn, og det bliver bemærket blandt lytterne:
”Jeg går ud fra, at jeres program er kristent, men jeg er ikke sikker. Jeg er en moderne muslimsk mand, og jeg kan lytte til programmet, selvom det har nogle kristne undertoner. Jeg kan lide det – fortsæt det gode arbejde.”
”Er Dr. Luke et medicinsk program eller et kristent program. Jeg lyttede til det og havde forventet et program om sygdomme.”
”Taler I om Allah eller om den kristne Gud? Uanset hvad, er sundhedsinformationerne meget gode.”
“Mange tak for jeres programmer. Jeg forsøger at fange jeres udsendelse hver uge, men nogle gange er der så dårligt vejr, at det ikke er muligt. Jeg sætter virkelig stor pris på undervisningen om sundhed, og jeg får mulighed for at høre om, hvordan det hænger sammen med Guds ord.”
Du lytter til TWR Ukraine…
Noreas fokus er på de unåede, og derfor er vi engageret i en række radio- og TV-projekter i Afrika, Mellemøsten, Asien og Centralasien, hvor den kristne tilstedeværelse er truet.
Men vi er også til stede i lande som Ukraine, hvor vi hjælper vores søsterorganisation med at sprede håb til en befolkning, som lider under krigens frygtelige følger. For mediebåret mission er ikke begrænset af krige og menneskeskabte barrierer. Nej, gennem medierne kan vi sprede julens budskab med tusindvis af mennesker på én gang, og man skal ikke se mange minutters TV-avis, før det står klart, at verden har hårdt brug for dette fredens evangelium.
Vi fra Norea vil gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig og velsignet jul, og vi håber, at I vil bede og bære med i arbejdet, både nu og i fremtiden.