Evangeliet forkyndes nu med myndighedernes tilladelse på fire forskellige sprog i Tyrkiet.
Efter en lang og opslidende proces i det tyrkiske system fik Shema endelig efter otte måneders dialog med myndigheder, domstole, interesseorganisationer og politikere lov til ikke blot at sende radioudsendelser på tyrkisk, som de har gjort i over 20 år, men også på kurdisk, assyrisk og arabisk igennem deres partner, radiostationen Alef FM.
Alef FM er en selvstændig kristen radiostation i Mardin i det sydøstlige Tyrkiet tæt på den Syriske grænse, som Shema var med til at starte op i 2018.
En unik situation
Det er en helt unik situation. Kun ganske få radioer i Tyrkiet sender programmer på andre sprog end tyrkisk, dog med undtagelse af enkelte radiostationer, som udelukkende sender på lokalt sprog til deres lyttere.
At en radiostation sender på mere end et sprog hører til sjældenhederne i Tyrkiet og at en kristen radiostation nu har tilladelse til at sende på fire forskellige sprog er helt exceptionelt uden fortilfælde i Tyrkiets historie.
Den 19. december 2019 gav RTÜK, det der svarer til Radio- og tv nævnet i Danmark, Alef FM tilladelse til at sende på alle fire sprog.