Vi havde for nylig besøg fra et af de steder i verden hvor troen koster mest. Seks lokale kristne, samt lederen af mediemissionsarbejdet i Centralasien, besøgte Norea, og delte vidnesbyrd fra deres egne liv og fra mediemissionsarbejdet med os.
På trods af vanskelige omstændigheder oplever de kristne i Centralasien Guds trofasthed og nåde i deres liv, men troen har konsekvenser. *Werner Eichler, som er leder af mediemissionsarbejdet i Centralasien vendte for nyligt tilbage til en by han ikke havde besøgt siden sin tvungne værnepligt under kommunismen.
De tog hans hustru og børn
Werner fortæller: ”I byen lærte jeg troende mennesker at kende, som havde betalt en høj pris for at følge Jesus. Familien til én af dem, var blevet så vred over hans beslutning om at følge Jesus, at de gav ham et ultimatum: ’Enten vælger du din Jesus eller også din familie’. Han valgte Jesus, så de tog hans hustru og børn fra ham, ryddede hans hus og efterlod ham der alene.
Det var meget hårdt for ham, og han bad meget.
Efter et stykke tid fik han kontakt til sin hustru og han anmodede om at de kunne fortsætte deres forhold.
Som tiden gik, tog den ene efter den anden imod Jesus og overgav deres liv til ham.”
Dyrebare programmer
Det kan have voldsomme konsekvenser for en familien eller et familiemedlem at bryde med den traditionelle religion i landet (mange steder i Centralasien står Islam meget stærkt), og derfor er det ofte begrænset hvad vi hører fra disse centralasiatiske lande. En medarbejder fra et af landene i området beskriver situationen på denne måde:
”Vi lever i et land, hvor hvert skridt vi tager, er kontrolleret af myndighederne. Det gør desværre at folk er bange for at skrive hvad radioprogrammerne betyder for dem, eller at kontakte os på nogen måde. Og oplysningerne fra dem, der faktisk er modige nok til at kontakte os, kommer for det meste slet ikke frem, på grund af den strenge censur.”
Selvom det er sparsomt med respons fra Centralasien, så ved vi at arbejdet bærer frugt og at radioprogrammerne for mange er den eneste mulighed for kristen oplæring og et kristent fællesskab. En familie udtrykker det sådan:
”Der er ikke nogen menighed i vores by, og kun sjældent er det muligt for os at være sammen med andre kristne. Derfor er programmerne så dyrebare for os. Vi er en ung familie og nyder godt af dette materiale. Vi ønsker os så meget et kristent fællesskab i vores region.”
*Navnet er opdigtet af hensyn til personens sikkerhed.
For ganske få årtier siden boede der formentlig ikke mere end 100 kristne i hele Centralasien og i det lys kan en vækst op til 30.000 vel godt betegnes som en vækkelse af de større.
Vi glemmer ofte hvor meget vi har at være taknemmelige for i vores del af verden Det at mødes i kirker og missionshus, og dele Guds ord med kristne brødre og søstre er en helt naturlig del af vore liv, og for manges vedkommende kan den kristne tro spores tilbage i generationer. Sådan er det ikke i Centralasien, hvilket blev meget tydeligt i samtalerne med de centalaiatiske venner som for nyligt besøgte os.
Flere gange gjorde de os opmærksomme på hvor velsignede vi var, at vi fik Evangeliet forkyldt for 1000 år siden. De kristne som bor og lever i Centralasien er allesammen første generations kristne. De har ingen ’gamle’ kristne at støtte sig til og ingen kristen sangskat.
