Sammenstødet mellem to kulturer, mellem kristendom og islam, fylder meget i internationale anliggender, men i Abdoulaye Sanghos liv har det en mere personlig karakter.
Lederen for TWR Vestafrika, Abdoulaye, blev født i en muslimsk familie i den legendariske islamiske by Timbuktu. En missionær, som også var tandlæge, ordnede Abdoulayes tænder og tog sig samtidig tid til at blive venner med ham. Missionæren forærede bøger til den unge dreng, som var en ivrig læser, og besvarede de spørgsmål han havde. Samtidig introducerede missionæren drengen for Jesus. Denne tilgang til missionærgerningen implementerede Abdoulaye i sit eget arbejde, senere i livet.
Radioprogrammer med kærlighed
”Muslimer har brug for at vide, at vi elsker dem,” fortæller Abdoulaye. ”Vi elsker dem ikke bare, fordi de er elskelige mennesker, men fordi det er en befaling fra Herren. Hvis du vil dele Guds ord med en muslim, skal han først vide, at din omsorg for ham er ægte, og så kan han lytte til dig. Hvis du er langt fra ham, hvis du ikke har noget forhold til ham, hvis du bare kaster Guds ord efter ham, så er han ikke interesseret. ”
Profeterne og Messias
Abdoulaye har taget dette perspektiv med i to radioprogrammer, han producerer og er vært for: Profeterne og Messias.
Profeterne, som han tilpassede fra et program produceret for TWRs nationale partner i Serbien, fokuserer på de bibelske profeter, der også værdsættes af muslimer, og det giver et kristent perspektiv, der peger fremad mod det kommende evangelium.
Hans originale indhold i Messias, som endnu ikke er i luften, hjælper lyttere med at forstå, at Jesus Kristus er meget mere end én blandt mange profeter, at han i stedet er Guds eneste søn og det offerlam, som tilgiver synd.
”De har en god forståelse af, hvem Gud er, men de mener, at Gud er så utroligt langt fra os,” siger han. “Så vi prøver at bruge denne fælles referenceramme til at bringe Gud tættere på dem. Guds godhed er forståelig for muslimer, men Guds nærhed er uforståelig. ”
Radioprogrammet Profeterne sendes nu fra Vestafrika-senderen, og begge programmer vil blive sendt til overvejende muslimske områder i Nigeria. Der er allerede interesse for at bruge programmerne i andre regioner med store muslimske befolkninger som Indonesien og Rusland.
Programdeling fremmer evangeliets spredning
Norea er en del af en stor mediemissions-familie, og en af fordelene herved er, at vi kan dele ressourcer med hinanden. Ligesom Abdoulaye Sanghos har adopteret et program som oprindeligt er udviklet i Serbien, sådan er Norea i øjeblikket også ved at få et canadisk børneprogram omsat og tilpasset til en somalisk kontekst.
Somalias børn har brug for at høre om Jesus, og det canadiske børneprogram, kaldet Biblestories Alive, formår at gøre det på en vedkommende og levende måde, i børnehøjde.
Der er naturligvis en del arbejde i at oversætte et manuskript fra ét sprog til et andet, og en endnu større opgave i at gøre programmerne vedkommende i en anden kontekst, i en anden del af verden. Alligevel er det en kæmpe styrke, at mediemissionsorganisationer på denne måde kan hjælpe hinanden, ved at dele idéer og konkrete programmer.
Kilde TWR
I fællesskab når vi længere
Samarbejde i det internationale mediemissionsarbejde gør mange ting mulige, fordi vi i fællesskab kan nå meget længere, end når vi går selv. Vi sparer mange ressourcer ved at genbruge ideer, programkoncepter og programserier i andre lande, men det skal gøres med stor omtanke og tilpasning. Der findes ikke én måde, som virker og er god alle steder, for det hænger meget sammen med, hvordan sprog, kultur og tradition ser ud det lokale sted.
Et program, som er født i Canada, kan oversættes og tilpasses og nå somaliske børn. Du er sammen med andre Norea-venner og vores samarbejdspartnere i Østafrika ved at gøre dette til virkelighed. Tak for din støtte og forbøn!
Norea har modtaget 1,33 millioner kroner i de første 4 ½ måned af 2021. Behovet for de sidste 7 ½ måned er 2,52 millioner kroner. Maj måneds gaveindtægter tegner til at blive noget mindre end de foregående måneder.
Støt mediemissionsarbejdet