Det er ikke altid let for os her på redaktionen at fortælle om vore seere og lytteres liv. Meget af det materiale vi modtager, er nemlig hemmelig-stemplet og derfor vanskeligt at videregive til jer.
Ofte ville jeg ønske, at jeg kunne dele disse beretninger og vidnesbyrd med jer, fordi det kunne give jer en større forståelse for den situation, vore mange lyttere og seere står i. Jeg ville også ønske at jeg kunne dele nogle flere billeder, af disse kære kristne søstre og brødre. Men det kan jeg ikke.
Mange af dem lever et liv som vi end ikke kan prøve at sætte os ind i. Et liv hvor frygt, trusler, overvågning, enorme bøder, vold og fængsel er virkelighed. Folk fra disse lande hører vi ikke fra hver dag, langt fra. Faktisk er der er lange perioder hvor vi intet hører fra disse kristne brødre og søstre.
Det er ofte lettere at involvere sig i, og føle noget for mennesker, som man har et forhold til. Men de mennesker, som bor i Centralasien, hører vi sjældent fra, og det kan derfor være nærliggende at spørge sig selv: ”Er min støtte ikke givet bedre ud andet steds”. Men disse mennesker har – om nogen – brug for, at vi fortsætter med at transmittere Guds ord.
Førstegenerations kristne
Størstedelen af de troende i disse lande er førstegenerations kristne, som har hårdt brug for oplæring i den kristne tro. Under det kommunistiske styre var det forbudt at tro, hvilket resulterede i en næsten fuldstændig udryddelse af kristen tilstedeværelse i denne del af verden. Derfor er der heller ingen kristen arv, som kan videregives fra bedsteforældre til forældre til børn.
Det lille frø, som er blevet plantet i nogle centralasiateres hjerter, har ualmindeligt trange kår. Myndigheder overvåger folk mistænkt for at være i besiddelse af kristent materiale, og de lukker kirker. Samtidig står islam utrolig stærkt i Centralasien og ekstremistiske grupper som IS vinder stadig mere frem i flere centralasiatiske lande.
