Jeg stillede ofte mig selv det spørgsmål:
’Hvis virkelig Gud eksisterer, elsker os og skabte os i sit eget billede, hvorfor er der så nogle mennesker, som lider, mens andre har det godt?”
Nogle er handicappede, andre kan ikke få børn.
Nogle har jobs, mens andre er arbejdsløse.
Der er krig alle steder, og alligevel skulle han være fredens Gud…
Jeg havde så mange spørgsmål, men kunne ikke få nogle ordentlige svar på dem.
En dag skete der en ulykke
En dreng blev bidt af en slange, og i stedet for at få ham på sygehuset,
valgte forældrene at tage ham med hen til kirken, så han kunne blive bedt for.
For mig at se udviste de stor tro ved at stole på, at Gud ville helbrede denne unge dreng.
Men til min forfærdelse døde drengen.
Det fik mig til at stille endnu flere spørgsmålstegn ved Guds eksistens, for
”hvis Gud eksisterede, kunne han ikke have tilladt denne dreng at dø.”
Forsøgte at tale mig til fornuft
Mange kristne besøgte mig og forsøgte at tale med mig om Gud, men tro mig, jeg gav dem aldrig chancen.
Sommetider jog jeg dem væk, alt imens jeg forbandede dem.
Jeg nåede et punkt, hvor jeg brændte ethvert dokument, som indeholdt Guds ord.
Jeg hadede mig selv, hadede livet og med tiden mistede selve eksistensen sin betydning.
Jeg husker, at jeg ved flere lejligheder forsøgte selvmord, fordi livet føltes meningsløst.
Mit liv havde intet mål, så det gav mere mening bare at afslutte det.
Men en dag faldt jeg tilfældigvis over radiokanalen ’Livets stemme’ og begyndte at lytte lidt til undervisningen.
Første gang jeg lyttede, følte jeg overhovedet ingenting. Men med tiden begyndte min interesse at blive vakt.
I skrivende stund har jeg det sådan, at jeg ikke må gå glip af et eneste program.
Tak for den bog, I sendte mig. Jeg tror, den vil være med til at intensivere min søgen efter Gud.
Lytter fra Afrika
