11. APRIL – DAG 10
Mehri-stammen
Solen går ned bag ørkenens horisont, og mørket falder på. I det sydvestlige hjørne af Oman, tæt på grænsen til Yemen, samles en lille gruppe gamle mænd for at drikke kaffe og dele dagens nyheder med hinanden. Og det gør de på et sprog, der sandsynligvis vil uddø med dem.
Mehri-stammens historiske hjemland ligger i området omkring de moderne landegrænser mellem Yemen, Oman og Saudi-Arabien. Mehri er et semitisk, skriftløst sprog, som udelukkende tales af denne stamme. Mehri kategoriseres som ”uden tvivl truet” af UNESCO’s atlas over verdens sprog. Det forstås ikke af arabisktalende, hvilket er en del af forklaringen på dets faldende brug. Visse indsatser for at bevare mehri-sproget er sat i gang, men det er stadig truet.
Der anslås at være 100.000 mehri-talende mennesker fordelt mellem de tre golfstater. Imidlertid svinger dette estimat voldsomt, fordi der ikke foreligger konkret viden på området, og på grund af at stammens hjemland ligger så afsides. Frem til midten af 1980’erne bevægede mehri-stammen sig frit over grænserne mellem Oman, Yemen og Saudi-Arabien som traditionelle beduinske kamelvogtere.
Siden dengang har de tre nationale regeringer opfordret beduinstammerne til at bosætte sig i etablerede landsbyer, hvilket har resulteret i en opdeling af mehri-stammen mellem de tre forskellige lande. Dette øger deres isolation og bidrager yderligere til sprogets forsvinden.
Hvordan kan vi bede?
- Denne stamme er et unået og ukontaktet muslimsk samfund. Mehri eksisterer ikke som skriftsprog, og der findes ikke nogen mundtlig udgave af Bibelen på mehri. Bed om at kristne, der taler flydende arabisk, må nå ud til arabisktalende medlemmer af denne afsidesliggende stamme med evangeliet, og om at der må blive lavet en mundtlig oversættelse af skrifterne. (1 Kor 14,10-11)
- Bed om at arabisktalende medlemmer af mehri-stammen må finde Jesus gennem eksisterende, kristne online-resurser, eller på mirakuløs vis. (Åb 3,20)
- Bed om at denne befolkningsgruppe ikke må blive overset af de regeringer, hvis herredømme de lever under, og at de må bevare deres identitet. (Åb 5,9)
